Politikere vil granske sygedagpengereformens 22-ugers frist

Politik

09/11/2015 07:21

Nick Allentoft

Ny undersøgelse peger på, at borgere ender på lavere ydelser, fordi der ikke er tid til at behandle deres sag. Politikere vil undersøge, om det er forsvarligt at vurdere borgeres arbejdsevne med en tidsfrist på 22 uger.

Socialrådgiverne i kommunernes jobcentre mener ikke selv, at de kan nå at vurdere alvorligt syge borgeres arbejdsevne inden for den 22 uger lange tidsfrist, som sygedagpengereformen fastsætter. Det skriver Dagbladet Information.

Derfor ender mange borgere i jobafklaringsforløb, selv om de ikke hører til målgruppen. Det betyder, at de risikerer at få et mangelfuldt forløb, og på et urimeligt grundlag mister retten til sygedagpenge for i stedet at komme på ressourceforløbsydelse, der er på niveau med kontanthjælp.

Det viser en helt ny undersøgelse foretaget af Dansk Socialrådgiverforening, der omhandler de tre seneste beskæftigelsesreformer – førtidspensionsreformen, kontanthjælpsreformen og sygedagpengereformen. 

Undersøgelsen er lavet blandt 251 socialrådgivere fra 66 forskellige kommuner, der arbejder i landets jobcentre.

Ifølge to tredjedele af de adspurgte socialrådgivere i undersøgelsen, er det fagligt uforsvarligt, at de allerede efter 22 uger skal vurdere alvorligt syge borgeres arbejdsevne.

- For borgerne er det et virkeligt alvorligt problem. Det betyder jo, at den indsats, som de bliver sat i – jobafklaringsforløb – ikke nødvendigvis er meningsfuld, siger Majbritt Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening, til Information.

3F oplever ligesom socialrådgiverne i jobcentrene, at det nye revurderingstidspunkt på 22 uger er alt for kort tid. 

Ifølge Ellen Lykkegaard, der er socialpolitisk ansvarlig i 3F, mister mange af 3F's medlemmer deres sygedagpenge, før deres helbredsmæssige tilstand er afklaret. Det er blandt andet borgere med kræftsygdomme, psykiske lidelser eller gigt.

- Mange af vores medlemmer kan ikke nå at blive afklaret, fordi deres sygdomme er meget indviklede, og så ender de i et jobafklaringsforløb, siger Ellen Lykkegaard.

Hun mener, at det er uretfærdigt for borgerne, fordi det ofte er "eksterne faktorer, som ventetider i sygehusvæsnet, der gør, at de ikke kan nå at blive afklaret inden for de 22 uger."

Politikere: Vi vil se på reglerne

Politikere fra rød og blå blok vil nu gå sygedagpengereformen efter i sømmene.

Det sker, efter socialrådgiverne har lavet en ny undersøgelse, der blandt andet evaluerer på sygedagpengereformens udredningsfrist. 

Da sygedagpengereformen trådte endeligt i kraft indførtes en tidsfrist for udredning af syge borgeres helbred. Det skulle nu ske på 22 uger.

Socialrådgivere i kommunernes jobcentre mener, ifølge den nye undersøgelse, ikke, at de kan nå at vurdere alvorligt syge borgeres arbejdsevne inden for den 22 uger lange tidsfrist som sygedagpengereformen fastsætter. 

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) skriver i en mail til Information, at han har bedt Ankestyrelsen se på, om det er muligt at afklare en borgers helbred efter 22 uger. 

Derudover har beskæftigelsesministeriet igangsat en evaluering af reformens opstart.

- Det gør vi, fordi vi er dybt optaget af, at reformerne ikke bare virker godt på papiret, men også for de mennesker, det hele handler om, siger Jørn Neergaard Larsen til Information.

Karsten Hønge, arbejdsmarkedsordfører for Socialistisk Folkeparti, har ikke hørt om problemet før undersøgelsen fra socialrådgiverne kom frem.

- Jeg vil rejse spørgsmålet over for ministeren: Hvor stort er problemet, og hvad kan vi gøre ved det, siger Karsten Hønge til Information.

Marianne Jelved er socialordfører for Radikale Venstre, som var med til at reformere sygedagpengeområdet. 

Hun siger, at det kunne være en idé at lave en uafhængig undersøgelse, der belyser socialrådgivernes kritik af, at de 22 uger er en for kort periode til at vurdere sygedagpengemodtageres arbejdsevne.

- Der bliver jo antydet, at der er et problem. Så bliver vi som politikere nødt til at spørge, hvad vi gør ved det.

Sygedagpengereformen trådte endeligt i kraft den 1. januar 2015.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce