Populisterne til angreb på Europa

Her et par uger før valget til Europa-Parlamentet er et af de centrale spørgsmål blevet, hvor godt de forskellige nationalistiske, populistiske og mere eller mindre højreekstreme bevægelse vil klare sig ved valget.

Vurderingen er, at de vil nok ikke kunne få flertal og dermed tage magten i Europa-Parlamentet. Det er derimod ikke utænkeligt, at de bliver stærke nok til at tvinge det store konservative parti EPP til at indgå en alliance. Alene det vil være en ny og dramatisk udvikling i europæisk politik.

Populismen står stærkt over store dele af verden. Præsident Trump har det med at stjæle billede, men der sidder også populister på magten i det meste af Østeuropa og i Italien; populistiske partier er parlamentarisk grundlag i Østrig, Norge, Finland og Danmark, og de har stadig større opbakning i Tyskland, Frankrig og Spanien. I 17 EU-lande har populistiske partier en opbakning på over 10 %, i 8 EU-lande har de mere end 20 %, i 5 EU-lande ligger de mellem 30 og 40 %, i Ungarn er de helt oppe på 78 %. Der er kun tre europæiske lande, hvor populismen ikke spiller nogen større rolle, Belgien, Portugal og Grækenland. Den populistiske bølge har ikke mistet sin kraft.

Europabevægelsen Blog

Debattøren er en del af Europabevægelsens panel af bloggere på DenOffentlige. Se andre indlæg her

Her bidrager en række erhvervsfolk- og organisationsfolk, kulturpersonligheder, undervisere og tidligere toppolitikere med interesse for det europæiske samarbejde til at styrke debatten om EU.

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning

Den er ikke sådan, at den river alt med på sin vej, men den har momentum. Det bedste eksempel er det, der sker i Italien. For lidt over et år siden fik la Lega med Matteo Salvini 17 % af stemmerne. Nu står partiet ifølge meningsmålingerne til 35 % - tilslutningen er fordoblet på et år. Det har ikke blot overtaget de vælgere, der før stemte på Berlusconi, altså klassisk borgerlige vælgere, det har også nuppet en del af den venstrepopulistiske Femstjernebevægelses stemmer.

Situationen er paradoksal, for på den ene side har medierne talt i et væk om populisme siden Brexit og valget af Trump. På den anden side er problemet stærkt undervurderet. Alle opfører sig, som om vi er midt i en helt normal valgkamp, der i øvrigt ikke interesserer ret mange; efter alt at dømme vil valgdeltagelsen være endnu ringere, end den var ved sidste EU-parlamentsvalg, dvs. nogle og fyrre % over hele Europa.

I Danmark har EU-valgkampen endvidere mistet yderligere betydning, det den er blevet reduceret til et appendix til folketingsvalget. Hvis man fjerner flygtningedagsordenen (der typisk anskues i et rent nationalt perspektiv) er de store europæiske spørgsmål fuldstændig usynlige. Det er overvejende sandsynligt, at navnet Rasmus Paludan vil optræde mindst ti gange hyppigere i debatten end det første EU-politiske spørgsmål.

Det er måske godt det samme, for EU-valgkampen gør ikke rigtig én klogere på, hvilket europæisk projekt de forskellige kandidater går til valg på. Der er enkelte undtagelser (SF's skatte- og miljødagsorden fx) men de fleste, der formulerer et projekt, har typisk det til fælles, at de anskuer EU ikke som et fællesskab (som Danmark er en del af, og som vi kan bruge til at få gennemført ting, som vi ikke kan gennemføre alene), men som en modstander (som det gælder om at sætte grænser for: "Der skal være en grænse", "Tag magten tilbage" osv). Hvis alle de nyvalgte parlamentarikere møder op med en dagsorden om at "sige nej", "sætte grænser" og generelt få mere ud af fællesskabet, end man selv vil bidrage med, skal det nok blive muntert, men det vil næppe være gode nyheder for de europæiske borgere.

Det er ikke nyt, men det er alligevel underligt, for vi står efter al sandsynlighed foran afgørende forandringer i Europa. Skønt de populistiske bevægelser næppe vil overtage magten i Europa, kan mindre også gøre det.  Fortsætter den fremgang, som de har haft i de seneste år, og formår de at slå sig sammen, kan det få ganske alvorlige konsekvenser. Det vil ikke kunne gælde flygtninge- og indvandringspolitik, men også værdipolitiske spørgsmål som abort, adoption, homoseksuelle ægteskaber for ikke at tale om nye anslag mod retsstaten og grundlæggende individuelle frihedsrettigheder. I en tid, hvor mange har lyst til at udfordre konventionerne, er det måske en god idé at minde sig selv om, at de ikke kun beskytter “de andre”, men os allesammen.

Der bør for en god ordens skyld indskydes, at de forskellige bevægelser, der her lidt nonchalant puttes i samme bås, højreekstremister, nationalister, populister og suverænister, ikke alle spiller efter samme partitur; der er betydelige indbyrdes forskelle. Nationalisme er en verdensanskuelse og en ideologi, der i det 19. århundrede spillede en afgørende rolle i konstitueringen af det moderne demokrati. Populisme er ikke en ideologi, men en metode, der formulerer et alternativ, når de politiske eliters og institutioners troværdighed og legitimitet er under pres. Populismen er som sådan en retorik, der kan anvendes af aktører fra hele det politiske spektrum, også centrum. Når de to begreber nævnes i samme åndedrag, er det fordi der i de seneste år har været sammenfald i en lang række temaer, først og fremmest modstand mod globalisering, immigration og international integration, hvilket betyder, at EU bliver et helt naturligt mål og hadeobjekt for både nationalister og populister.

Den klassiske højreekstremisme har det til gengæld ikke særlig godt og er mindre og mindre synlig. Det ekstreme højre er muteret og har ladet sig absorbere af nationalismen og populismen, der ikke har samme betændte arv som den traditionelle højreekstremisme. I Frankrig er Front nationals udvikling til Rassemblement national under Marine Le Pens lederskab symptomatisk for den tendens. (Danmark kunne virke som en undtagelse med et opstillingsberettiget Stram Kurs; i Danmark er der muligvis højreekstremister, men der er derimod ingen tradition for højreekstremisme, så lad os se, hvor længe det varer.) 

De nationalistiske partiers paradoks er, at de ikke længere vil ud af EU. Hverken Salvini, Orban eller Le Pen har en EU-udmeldelse på programmet nu; de vil arbejde i EU.  I den debat, som jeg havde den fornøjelse at lede, i Det Udenrigspolitiske Selskab d. 26. april, var det tydeligt, at Marine Le Pen havde taget bestik af situationen: Frankrig vil ikke søge at forlade hverken euroen eller EU. Brexit, der har vist sig at være et selvmål af historiske dimensioner, har naturligvis spillet en rolle i den udvikling, selvom Marine Le Pen under sit besøg i København benægtede dette og helt lagde skylden på EU. I stedet for at forlade EU, vil man nu tage magten i EU. If you can’t beat them, join them. Europæerne kan altså se frem til at få et betragteligt kontingent politikere, der vil sidde i Europa-Parlamentet, som fortsat vil deltage i alle forhandlinger, men hvis mål det tilsyneladende er at blokere alt og nedbryde EU indefra.

Det afhænger af to ting: 1) hvor mange stemmer de nationalpopulistiske partier får den 26. maj og 2) hvor godt de kan samarbejde. Det er nemlig ikke nok at få mange parlamentarikere; de skal også kunne finde ud af noget at arbejde samt at arbejde sammen og noget at arbejde sammen om. Det har de traditionelt ikke haft let ved: Per definition er det ikke helt ukompliceret for en nationalist at arbejde sammen med en nationalist fra et andet land. Når Salvini beder de andre om at modtage flere migranter, er det ikke sikkert, at Orban vil være 100 % enig. Der er en konkret interessemodsætning. Derudover er partierne meget uensartede både hvad angår historie og politisk program. Den laveste fællesnævner er EU-modstanden. Marine Le Pens besøg i København d. 26. april var tydeligvis et led i bestræbelserne på  få stemt violinerne i den nye EAPN-alliance, så man kan gå til valg på et fælles grundlag.

Trods de interne spændinger i den nye alliance er der en helt klar og konkret fare. Hvis der er en stor og samlet national-populistisk gruppe i det kommende Europa-Parlament, vil den kunne presse EPP, den klassiske borgerlige gruppering, der i forvejen er svækket. Der er i Europa en tydelig tendens til, at  traditionelle borgerlige partier enten bliver påvirket af det ekstreme højre eller indgår alliancer med det, og derved bidrager til at banalisere og normalisere det. Det har man set i Frankrig, Italien og nu seneste i Spanien, hvor Ciudadanos og Vox har allieret sig. Der er intet, der taler for, at det ikke også skulle kunne ske på europæisk niveau også. Det er et problem, der ikke bør undervurderes. Der vil ikke komme en nationalistisk kommissionsformand, men der kan komme en kommissionsformand, der er følsom for presset fra nationalisterne, og det kan få store konsekvenser: Man har allerede set, hvordan klassiske frihedsrettigheder kommer under pres, når nationalister og populister kommer til magten.

Men hvad vil de egentlig, partierne i den nye EAPN-alliance?

De går forståeligt nok ikke til valg på, at de vil afskaffe borgernes frihedsrettigheder og totalt blokere den union, som vi er en del af.  Da Marine Le Pen var i København, spurgte jeg, hvad hendes europæiske projekt var, og hun svarede, at hun ville realisere de Gaulles drøm om et "nationernes Europa". Marine Le Pen refererede systematisk til de Gaulle under hele samtalen, og det var tydeligt, at hun prøvede at fremstå som en moderne inkarnation af den gamle præsident: national til fingerspidserne, men samtidig en beslutsom forsvarer af republikkens værdier.

Hvad betyder "nationernes Europa" i praksis? Jo, det betyder, at EU skal forvandles til en slags europæisk FN, altså en forsamling af europæiske stater, hvor man taler frem og tilbage og udveksler synspunkter, men hvor alle lande til enhver tid selv kan bestemme, hvad de vil og ikke vil. Det er et forsøg på at genoplive det, som man i gamle dage før den første verdenskrig kaldte "den europæiske koncert".

Der er bare en enkelt ting, som man ikke bør glemme: De Gaulles idéer gav god mening, dengang han fremsatte dem. Det var efterkrigstiden. Det gjaldt for det første om at få gjort en ende på de evindelige interne europæiske krige, for det var sikkert, at det gamle kontinent ikke ville overleve en tredje europæisk borgerkrig. For det andet gjaldt det om at genopbygge nogle lande, der var fuldstændig i knæ, forarmede, udmarvede, smadrede. Det var den oprindelige målsætning for Rom-traktaten.

Den tid er endegyldigt forbi.

Situationen i dag er totalt anderledes. "Nationernes Europa" giver ingen mening i en stadig mere globaliseret verden, i en situation, hvor alle nationer går mod stadig større gensidig afhængighed, hvad enten de vil det eller ej. Der er ikke brug for et nationernes Europa; der er brug for et integreret Europa.  EU's nuværende institutioner er ikke specielt velfungerende. Det er ikke kun et problem, fordi det giver nationalister i alle lande gode argumenter på hånden; det er især et problem, fordi det forhindrer EU i at løse de problemer, der trænger sig på på alle fronter: sikkerhed, migration, miljø, skat. Det bliver det kommende parlaments opgave at definere og dosere graden af integration, og det er en bunden opgave.

Hvis det projekt ikke lykkes vil, Europa fuldstændig forsvinde fra landkortet som geopolitisk spiller. Der er nogle, for hvem det scenario vil være en ønskedrøm, men det er ikke folk, der vil os det godt.

Det er altid fascinerende at følge en valgkamp til et folketingsvalg. Man skal blot minde sig selv om, at hvis magtbalancen i EU-parlamentet tipper i den forkerte retning, så kan alle de nationale debatter om velfærdsstaten mellem modstandere, der næsten mener det samme, vise sig at være ligegyldige. Valget i maj er vigtigere end det i juni.

Debattøren er en del af Europabevægelsens panel af bloggere på DenOffentlige.

Her bidrager en række erhvervsfolk- og organisationsfolk, kulturpersonligheder, undervisere og tidligere toppolitikere med interesse for det europæiske samarbejde til at styrke debatten om EU.

 

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning

Emneord: Europabevægelsen, Europæisk samarbejde, Europaparlamentsvalg, 200519, Populisme, Jørn Boisen
Europabevægelsen på DenOffentlige.dk I Europabevægelsen mener vi, det er afgørende, at Danmark deltager helhjertet i det europæiske samarbejde, for i fællesskab står vi stærkest. Danmark skal være med til at finde de fælles løsninge...
Aktivitet: Artikler: 104 | Events: 2 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også