2020–plan giver råd til stort uddannelsesløft

08/05/2012 13:19

Uddannelsesministeriet

Regeringen vil sikre de kommende generationer bedre muligheder for beskæftigelse, velstand og velfærd ved at foretage et ambitiøst og nødvendigt uddannelsesløft i Danmark. Danmark har brug for en veluddannet arbejdsstyrke, der kan skabe, udvikle og fastholde nye arbejdspladser til gavn for den enkelte og samfundet.

        Læs regeringens plan

Regeringen har den 8. maj fremlagt en økonomisk 2020-plan, der skal sikre mere og bedre uddannelse af danske unge. I planen anviser regeringen, hvordan den ved hjælp af en række reformer vil skabe råderum til massive investeringer i uddannelse.

Hvert år skal der blive råd til videregående uddannelse af tusindvis af unge, der ellers ville være stoppet med at uddanne sig efter folkeskolen eller ungdomsuddannelsen.

– Vi ved, at uddannelse er de unges bedste garanti for beskæftigelse, og vi ved, at der fremover i endnu højere grad vil blive brug for veluddannet arbejdskraft. Samtidig er en veluddannet arbejdsstyrke afgørende, hvis Danmark skal være i stand til at skabe og tiltrække nye arbejdspladser til Danmark i stedet for de titusinder, der er forsvundet. Jeg glæder mig derfor over, at vi med 2020-planen konkret anviser det økonomiske fundament, der sikrer, at vi kan nå vores ambitiøse mål om, at 60 procent af en ungdomsårgang i 2020 får en videregående uddannelse, siger uddannelsesminister Morten Østergaard.

Regeringen afsætter 3,5 milliarder kroner til øgede SU-udgifter og til at dække de lavere skatteindtægter som følge af det voksende antal unge under uddannelse.

Det fordeler sig i planen som 1,5 milliarder kroner til at finansiere den nuværende søgning til de videregående uddannelser, som er større end den tidligere regerings 50 procent-målsætning. I dag er søgningen til de videregående uddannelser på 54 procent. Dette indgår i forudsætningen for de 0,8 procent offentlig vækst.

Endvidere afsættes yderligere to milliarder kroner til et fortsat løft fra 54 procent til 60 procent.

Med reformprogrammet skabes også råderum til den nødvendige kapacitetsudvidelse på uddannelserne, så uddannelsesløftet ikke går udover kvaliteten.

Mens det store uddannelsesløft er en investering på kort sigt, forventes det at øge produktiviteten og den danske konkurrenceevne. I 2020-planen anslås det at føre til et velstandsløft på 1,5 procent for hele Danmark.

– Regeringens ambitiøse uddannelsesmål kræver store investeringer. Men det er investeringer, der betaler sig – både for den enkelte og samfundet. Uddannelse er en del af svaret på, hvordan Danmark kommer ud af den lavvækstfælde, vi er fanget i. Skal vi have gang i jobskabelsen, kræver det højere produktivitet, og her er uddannelse et uomgængeligt nøgleelement, siger Morten Østergaard.
 

Mest Læste

Annonce