Aarhus vært for nationalt center for partikelterapi

20/12/2012 14:18

Sundhedsstyrelsen

Et internationalt ekspertpanel har anbefalet Sundhedsstyrelsen, at Danmark skal have et nationalt center for partikelterapi, og at det bør placeres på Det Nye Universitetshospital ved Skejby. Sundhedsstyrelsen tilslutter sig panelets anbefaling.

Det internationale ekspertpanel har vurderet to projektforslag fra henholdsvis Region Hovedstaden, Københavns Universitet og Rigshospitalet i København og Region Midtjylland, Aarhus Universitet og Det Nye Universitetshospital (DNU) i Aarhus. Ekspertpanelet, som bestod af fem førende eksperter indenfor kræftbehandling og strålefysik, har afgivet en enstemmig anbefaling af at etablere det nationale center i Aarhus. Ud over ekspertpanelets vurdering har Sundhedsstyrelsen i dag rådført sig med Det rådgivende Udvalg for Specialeplanlægningen vedrørende ændringer i specialeplanen.

I anbefalingen lægger panelet vægt på, at centeret bør planlægges og etableres i et samarbejde mellem værtsinstitutionen, relevante myndigheder og eksterne eksperter. Selvom behovet for protonterapi som behandlingsform vil stige i de kommende år, er det dog samtidig panelets anbefaling, at man ikke skal forcere etableringen af det danske nationale center, da tilsvarende hastværk har givet bagslag i andre lande.

Sundhedsministeriet vil i samarbejde med parterne udvikle en økonomisk og strategisk plan for centeret og en national ramme for projektet, der kan danne grundlag for en beslutning om eventuel etablering af et center i Danmark.

Sundhedsstyrelsen vil straks i det nye år mødes med repræsentanter for de nuværende to højtspecialiserede funktioner i Aarhus og København for at drøfte rammerne for et fremtidigt samarbejde, herunder etablering af en national styregruppe for det nye center, kriterier for udlandsbehandling og samarbejde med internationale centre. 

Mest Læste

Annonce