Afslag var fuldt lovligt

13/06/2012 14:34

Roskilde Kommune

Roskilde Ældre Motion klagede til statsforvaltningen, da de i 2011 fik afslag på støtte til ekstra træningstimer i Roskilde Hallerne. Tilsynet fastslår nu, at afslaget var fuldt lovligt. Roskilde Kommune handlede i overensstemmelse med Folkeoplysningsloven, da de i marts 2011 gav Roskilde Ældre Motion afslag på en ansøgning om betaling af leje for ekstra træningstimer i Roskilde Hallerne. Det fastslår Tilsynet nu.

- Vi arbejder så vidt muligt på at tilgodese alle Roskilde Kommunes mange foreningers behov, når vi fordeler haltimer. Vi er nødt til at prioritere de midler, vi har, og det foregår efter helt åbne kriterier med udgangspunkt i Folkeoplysningsloven. Derfor er jeg glad for Tilsynets klare udtalelse. Men jeg er ærgerlig over, at Roskilde Ældre Motion overhovedet anså det for nødvendigt at rejse sagen for Tilsynet, udtaler Birgit Pedersen, Formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Roskilde Kommune og tilføjer.

Der er rift om de timer, Roskilde Kommune i dag køber i Roskilde Hallerne. Der er dog udsigt til flere timer til foreningerne i Roskilde Hallerne, når en ny stor tilbygning står færdig næste sommer.

Tilsynet rejser samtidig en kritik at den nuværende selskabskonstruktion i Roskilde Hallerne. Tilsynet vurderer, at Roskilde Kommune, som ejer af 75,4 % af selskabskapitalen og udpeger af 3 ud af 5 bestyrelsesmedlemmer, har bestemmende indflydelse i Roskilde Hallerne, som er et privat selskab. Selskabskonstruktionen er derfor ulovlig.

- Vi tager kritikken af selskabskonstruktionen til efterretning. Vi har dog handlet i bedste tro, eftersom det daværende Tilsynsråd i 2001 godkendte konstruktionen, fortæller Birgit Pedersen.

Sagen om selskabskonstruktionen vil blive rejst i Økonomiudvalget, som vil finde en løsning i nærmeste fremtid.

Mest Læste

Annonce