Akademikere skal skoles til erhvervslivet

16/07/2012 14:34

Administrator

Mange akademikere ender som arbejdsløse efter endt studie. Det skal nyt samarbejde mellem VIA University College og rekrutteringsbureauet TalentMatch nu rette op på.

Rekordmange unge er i år blevet optaget på en videregående uddannelse, men en stor del af de kommende akademikere kan se frem til at bytte de mange års studier ud med en tilværelse som arbejdsløs. Det viser en undersøgelse fra Akademikernes A-kasse - knap 30 % af de akademikere, der blev uddannet for et år siden, står nemlig uden job.

Den nedslående udsigt til at få et job skyldes ikke mindst en uoverensstemmelse mellem de nyuddannedes forventninger og de faktiske forhold på arbejdsmarkedet, mener partner i TalentMatch, Hans Jørgen Gabrielsen, der i et nyt samarbejde med VIA University College nu skal lære akademikere at begå sig på det private arbejdsmarked.

"Der er behov for at bygge bro mellem det akademiske miljø og erhvervslivet. Mange akademikere har ikke tilstrækkelig indsigt i arbejdslivet, da de er blevet undervist på et mere teoretisk end praktisk niveau," siger Hans Jørgen Gabrielsen fra TalentMatch.

Akademikere skal selv skabe deres job
Mange kandidater har en forventning om, at deres uddannelse automatisk udløser et job, men faktum er, at for at begå sig på det private arbejdsmarked i dag, skal man i mange tilfælde selv skabe sit job, forklarer Hans Jørgen Gabrielsen.

"Vi lærer kandidaten at forstå virksomheden, hvem dens kunder er, hvad der er vigtigt for arbejdsgiveren, og frem for alt hvilken værdi man som ny medarbejder kan tilføre virksomheden. Målet er at skabe en situation, hvor virksomheden ikke har råd til at undvære kandidaten," fortæller Hans Jørgen Gabrielsen.

Fakta om samarbejdet

Det nye samarbejde mellem VIA University College og TalentMatch giver akademikere mulighed for at blive klogere på erhvervslivet. Det sker via kurset 'Den forretningsfokuserede akademiker', hvor kandidaterne gennem et 6 ugers forløb bl.a. undervises i at sælge sig selv, ligesom de får mulighed for at besøge virksomheder og se, hvordan der konkret arbejdes. På den måde skabes der en kobling mellem det danske erhvervsliv og det stigende antal arbejdsdygtige, ledige akademikere.
 

Mest Læste

Annonce