Alle DLF’s ”modeller” er samme vin på nye flasker

Danmarks Lærerforening har i dag sendt et dokument rundt til medierne, hvor foreningen fremlægger de såkaldte modeller og tilbud, som den har spillet ud med i forhandlingerne med KL.

Det ser flot ud. Men lige meget hjælper det, når alle forslag indeholder nøjagtig de samme problemer, som de nuværende arbejdstidsregler.

”Jeg er på nippet til at gentage mit budskab om et optisk bedrag, som jeg tidligere har kaldt et forslag fra Danmarks Lærerforening. For det er et optisk bedrag, når Danmarks Lærerforening fremstiller det som om, de i forhandlingerne med KL har fremlagt hele syv modeller og dermed været meget forhandlingsvillige. Faktum er, at alle syv forslag indeholder nøjagtig de ting, som KL har sagt, vi ønsker fjernet i lærernes arbejdstidsregler. Og så kommer vi altså ingen vegne. Det er rent spin.”

Sådan siger Michael Ziegler, formand for KL’s Løn- og Personaleudvalg, på baggrund af det papir, som Danmarks Lærerforening i dag har sendt rundt til medierne.

”Alle DLF’s forslag indeholder præcis de samme problemer med arbejdstidsreglerne, som vi har i dag. Det betyder, at det fortsat vil være lærernes fagforening, der reelt bestemmer over tiden i skolen. Det lyder flot, når DLF siger, at de tilbyder 25 lektioners undervisning. Men det har de ikke dag – og det vil de heller ikke få med nogen af de forslag, som lærerforeningen har lagt frem. Jeg bliver nødt til at gentage, at det er optisk bedrag,” siger Michael Ziegler.

KL har fremsat krav om, at lærerne får de samme arbejdstidsregler som de 500.000 andre medarbejdere i kommunerne, hvor det ikke er aftalt, hvad arbejdstiden skal bruges til. Det betyder, at de skal have en 37 timers arbejdsuge fordelt på et år med kompensation for overarbejde eller arbejde på skæve og ubekvemme tidspunkter. Reglerne tager højde for, at der er særlige vilkår for undervisningsområdet, f.eks. er der en årsnorm og regler for lejrskoler osv. I KL’s forslag er der regler for overarbejde, afspadsering, og der gives tillæg for arbejde på skæve og ubekvemme tidspunkter, afholdelse af ferie etc.

For KL er det afgørende, at det ikke skal være lærernes fagforening, der skal bestemme, hvor meget arbejdstid der bruges til bestemte arbejdsopgaver. KL ønsker, at fordelingen af arbejdsopgaver skal ske på den enkelte skole efter dialog mellem ledelse og lærere, ligesom på andre arbejdspladser.

KL har desuden rejst krav om, at den særlige reduktion i arbejdstiden for lærere på 60 år og derover ophæves. Aldersreduktionen betyder, at lærere fra de fylder 60 år sammen med seniordage får frihed svarende til 26 hele dage. Fra de er 62 er det frihed svarende til 28 dage.

”Kernen er, at lærernes forening afviser at aftale arbejdstidsregler, som ikke regulerer, hvad lærerne bruger arbejdstiden til. Og det er lidt enten eller: Enten har man detaljerede arbejdstidsregler eller også man ikke. Ingen andre på det danske arbejdsmarked – hverken offentligt eller privat – har det sådan, at det er deres fagforening der skal forhandle deres specifikke arbejdsopgaver. Der findes ikke halve løsninger. Og LC bliver ved med at foreslå det samme vin – bare hældt på nye flasker,” siger Michael Ziegler.

I alle de forslag, som LC er kommet med fastholdes det, at arbejdstiden fordeles mellem lærerne efter centrale eller lokale bindinger. Modellerne fastholder også den særlige aldersreduktion, der gælder for +60 lærere. Og endelig er der ingen af modellerne, der givet mulighed for øget samvær med eleverne.

I går aftes efter at forhandlingerne første gang brød sammen i Forligsinstitutionen, mente LC pludselig, at der skulle kigges på ”den finske model”. Men også den model er mere af det samme, som vi har i dag.

”Den finske model minder i princippet om den arbejdstidsmodel, som vi forlod i 1993, hvor der er et fast ugentligt undervisningstimetal, og så råder lærerne ellers selv suverænt over resten af arbejdstiden. Det giver et nærmest usynligt ledelsesrum. De finske arbejdsgivere har i årevis ønsket at komme af med aftalen, og det er jo slet ikke heller ikke sådan en model, vi ønsker. Det ved Anders Bondo Christensen også godt. For han tilkendegav grinende, da han fremlagde forslaget for os, at han da godt vidste, at KL ikke ville have den model, da den jo står for det, som KL vil af med. Så jeg må tage hans udspil med den finske model som spin for at vise offentligheden en form for pseudo handling. Det var ikke beregnet til os forhandlere. Det er ikke seriøs forhandling,” siger Michael Ziegler.

For yderligere kommentarer fra Michael Ziegler, kontakt KL’s pressekonsulent Trine Søndergaard, tlf. 3370-3333, trs@kl.dk

Læs fakta om KL's krav og model for nye arbejdstidsregler her
Læs KL's bemærkninger til DLF's modeller her

 

Emneord: KL, Michael Ziegler, Danmarks Lærerforening, Arbejdstidsregler, Forligsinstitutionen
KL på DenOffentlige.dk Kommunernes Landsforening (KL) er en privat interesse- og medlemsorganisation for alle 98 kommuner i Danmark. Det er KL's formål, at varetage de danske kommuners fælles interesser og bidrage til,...
Aktivitet: Artikler: 102 | Kompetenceområder: 2

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også