Bedre brug af hallen – meget mere haltid med varmefølsomt kamera

Nyt forskningsprojekt skal forbedre anvendelsen af landets idrætshaller og frigive mere tid til brugerne. Aalborg Universitet og Aalborg Kommune vil med støtte fra Nordea-fonden (2,7 mio. kr.) og Lokale- og Anlægsfonden (500.000 kr.) udnytte varmefølsomme kameraer til at vise, hvordan idrætshaller egentlig bliver brugt.

Der er et stort potentiale i at udnytte de danske idrætshaller bedre. Formentlig går der i dag op til 30 til 40 procent af halkapaciteten tabt ved dårlig udnyttelse. Hvis man kunne udnytte denne ledige kapacitet, svarer det til at man på landsplan byggede mellem 900 og 1.200 nye idrætsfaciliteter.

Rådmand Anne-Dorte Krog glæder sig over, at der med projektet er udsigt til, at kommunerne kan tilbyde mere haltid til foreninger og brugere:

- Idrætshaller er jo til for at blive brugt og der er meget stor rift om vores haltider. Jeg er sikker på, at projektet vil skabe forudsætningerne for, at vi kan frigive en masse haltid, som alle idrætsudøvere i princippet kan få glæde af. Det vil dog kræve, at vi finder nye måder at kommunikere med vores idrætsudøvere og udbyde de ledige haltider på, siger rådmanden.

Præcis viden om brug af hallen kan give frigive tid til dens brugere
Projektet skal udvikle et værktøj, der automatisk kan analysere, hvordan hallerne bliver brugt. I første omgang skal udstyret kunne registrere, hvor mange der er i hallen, og hvor i hallen de befinder sig. På lidt længere sigt er håbet, at udstyret også automatisk kan analysere typen af aktivitet: om det er elite- eller breddeaktiviteter, og om det er kvinder, mænd eller børn. Med eksakt viden om anvendelsen af faciliteterne er der mulighed for at arbejde med incitamenter for optimal booking. For eksempel kan det være, at man i nogle haller kun skal booke en halv hal af gangen, mens det i andre skal være muligt at nøjes med at booke en enkelt badminton- eller volleyball-bane. Det er også årsagen til, at Nordea-fonden har valgt at støtte projektet:

”Projektet kan være en vigtig katalysator for mere effektiv udnyttelse af idræts- og sportsfaciliteter i Danmark. Vi håber, at den viden, som forskningen giver, vil gavne folkesundheden ved at flere får bedre adgang til at dyrke motion,” siger Ulla Björnsson, sekretariatschef i Nordea-fonden.

Lokale- og Anlægsfonden udvikler og støtter nyskabende idrætsarkitektur og medvirker desuden til forskning på området. Fonden har igennem en længere periode medvirket til udformningen af projektet og også valgt at støtte det økonomisk:

”Antallet af idrætsaktive er stigende. Samtidig er de kommunale budgetter under pres og bliver udfordret af de idrætsaktives facilitetsbehov. Derfor er vi nødt til at finde bedre måder at udnytte vores idrætsfaciliteter på. For eksempel kan den store idrætsbane på 20x40 meter ofte deles op til flere forskellige idrætsgrene på samme tid, i stedet for at udøvere af en enkelt idrætsgren booker hele banen, men kun bruger halvdelen eller en fjerdedel af den. Men vi har brug for meget mere viden om, hvordan de aktive egentlig udnytter deres tid i idrætshallen, og det vil dette projekt være med til at give os,” siger Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden.

Termisk kamera og computerteknologi
Selve analysen foregår ved hjælp af et varmefølsomt (termisk) kamera og avanceret computerteknologi. De personer, der filmes, ses kun som lysende pletter på optagelserne og kan derfor ikke genkendes. Aalborg Universitet står for teknologien i projektet, og den ansvarlige forskningsgruppe er med helt fremme i verden på området.

”Det er ekstremt komplekst at få maskiner til at analysere mennesker. Med dette projekt kan vi med vores ekspertise bidrage til at løse nogle store samfundsmæssige udfordringer. Det er vi meget glade for,” siger Thomas B. Moeslund, lektor og forskningsleder på Aalborg Universitet.

Rådmand Anne-Dorte Krog er også meget tilfreds med det stærke samarbejde, der er etableret mellem Aalborg Kommune og universitetet:

”Universitetet er ekstremt kompetent og kan levere den tekniske del af projektet. Det produkt, de leverer, kan Aalborg Kommune i samarbejde med foreninger, haller og idrættens organisationer sørge for bliver et konstruktivt redskab, der virker til fælles bedste,” siger Anne-Dorte Krog.

Niels Nygaard, formand for Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og Søren Møller, formand for Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) udtrykker samstemmende glæde over, at der bliver arbejdet aktivt på at skaffe flere mennesker adgang til idrætsfaciliteterne. Både DIF og DGI ser frem til at deltage aktivt i projekt ”Bedre brug af hallen”.

DenOffentlige.dk på DenOffentlige.dk Bliv medlem af DenOffentlige og vær med til at skabe debatten, dele viden og fremme en god udvikling i samfundet....
Aktivitet: Artikler: 1359 | Events: 31 | Kompetenceområder: 5

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene: