Bedre undervisning i folkeskolen om uddannelse og arbejdsmarkedet

19/06/2012 11:40

Ministeriet for Børn og Undervisning

Der er behov for bedre og mere målrettet undervisning om uddannelser, erhverv og arbejdsmarked i folkeskolen. Det viser en ny kortlægning.

Alle folkeskoler skal undervise deres elever i uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering (UEA). Ministeriet for Børn og Undervisning har nu foretaget en kortlægning af, hvordan det går med at undervise i emnet, der blandt andet handler om, at eleverne får viden om uddannelses- og erhvervsmuligheder, og at de bliver i stand til at træffe et kvalificeret valg om uddannelse og fremtidigt erhverv.

Undervisningen varetages både af lærerne og Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU), og kortlægningen viser, at der er uklarhed om arbejdsfordelingen omkring undervisning i emnet. Derudover er det også en udfordring, at UEA ikke har et selvstændigt timetal. Det vurderer de UU-centre og skoleledere, der har deltaget i undersøgelsen. Mange påpeger, at UEA i højere grad bør integreres i de obligatoriske fag og dermed i skolernes hverdag. Det kan også give en mere praktisk indgangsvinkel til mange af de obligatoriske fag.

”Jeg vil nu se på, hvordan man kan gentænke UEA i undervisningen i folkeskolen og gøre det til et bindeled mellem den almindelige undervisning og vejledning i forbindelse med udskolingen. Der skal være en bedre helhed i udskolingens arbejde med at gøre eleverne uddannelsesparate, så de unge bliver bedre i stand til at vælge, hvilken ungdomsuddannelse de gerne vil ind på,” siger børne- og undervisningsminister Christine Antorini.

Ministeren vil tage rapportens konklusioner med i arbejdet med en ny folkeskolereform, der indledes til efteråret.

Mest Læste

Annonce