Bondo: Vi går ikke på kompromis med kvaliteten

26/01/2012 14:12

Nick Allentoft

Eleverne har krav på den velforberedte lærer. Derfor vil lærerne - ikke som KL - gå på kompromis med kvaliteten i undervisningen, fastslår Anders Bondo Christensen.

Det er bekymrende, når KL som organisation for de kommuner, som bestyrer den danske folkeskole, fuldstændigt fjerner fokus fra kvaliteten i undervisningen. Det fastslår Anders Bondo Christensen i et video-interview, som er produceret af Frederiksberg Lærerforening.

"Vi skal selvfølgelig også som lærere være med til at kigge på, at ressourcerne bliver brugt så effektivt som muligt, men vi vil ikke gå på kompromis med kvaliteten i undervisningen. KL skriver direkte i deres partnerskab, at det ikke er kvaliteten, der er i fokus. Og det er dybt bekymrende. Vi har som lærere et kæmpe ansvar for, at hver eneste elev får den bedst mulige undervisning i hver eneste time," siger han.

Kvalitet frem for kvantitet
Desværre har kommunalpolitikerne ifølge Anders Bondo Christensen i nogle kommuner ladet sig lokke af KL´s kvantitets-dagsorden.

"Derfor har vi i fælleskab en kæmpe opgave - lærere, tillidsrepræsentanter, kredsstyrelser, hovedstyrelsen - med hensyn til at få rejst kvalitetsdebatten," siger han med henvisning til omdrejningspunktet for den kommende ekstraordinære kongres, som bliver afholdt i Bella Centret d. 9. februar.

Der er ifølge Anders Bondo Christensen nemlig en sammenhæng mellem lærernes mulighed for at levere kvalitet i undervisningen og lærernes arbejdsmiljø.

Den velforberedte lærer
"Det, der skaber kvalitet, er lærerens engagement, og at eleven møder en velforberedt lærer, der har mulighed for at sparre med sine kollegaer. En lærer, der har mulighed for at trække på de støttefunktioner, der er vigtige for, at der er kvalitet i undervisningen," understreger han og fortsætter.

"Der er alle de ting, KL nu begynder at fjerne fokus fra ved at sige, at det kun drejer sig om selve konfrontationstimerne. Altså ud fra mantraet: Jo mere undervisning jo bedre," siger Anders Bondo Christensen.

"Har du et godt arbejdsmiljø, så har du også bedre forudsætninger for at være engageret og levere den gode undervisning. Derfor er der fuldstændig overenstemmelse mellem det, at vi både kæmper for at levere den gode undervisning og et godt arbejdsmiljø for lærerne," pointerer han.
 

Mest Læste

Annonce