Bred aftale: Øget fokus på udrejse – nye muligheder for asylansøgere

19/09/2012 14:38

Justitsministeriet

Regeringen, Enhedslisten og Liberal alliance har i dag indgået en aftale om øget fokus på udrejse og nye muligheder for asylansøgerne. Aftalen udmønter finanslovsaftalen for 2012 om at give asylansøgere adgang til arbejde og bolig udenfor asylcentret.

Aftaleparterne ønsker et asylsystem, som styrker forudsætningerne for en vellykket integrationsproces for de asylansøgere, der får opholdstilladelse her i landet. Samtidigt ønskes en forstærket indsats for frivillig hjemrejse for de asylansøgere, der får afslag på asyl, og som derfor skal udrejse.

Langvarige ophold i et asylcenter uden adgang til beskæftigelse giver mange asylansøgere en oplevelse af manglende indhold i tilværelsen. Asylansøgerfamilier med børn er særligt udsatte.

Aftalen giver asylansøgere, der samarbejder med myndighederne, adgang til arbejde og bolig udenfor asylcentret efter 6 måneder.

Særligt asylansøgerfamilier med børn får bedre forhold.

Der sættes et øget fokus på afviste asylansøgeres hjemrejse og genetablering i hjemlandet.

Der fastsættes et mål om at halvere sagsbehandlingstiden i løbet af 2013.

Kriterierne for, hvem der kan få asyl ændres ikke, og afviste asylansøgere skal fortsat sendes ud.

Justitsminister Morten Bødskov udtaler:

”Regeringen ønsker, at asylansøgere får en mere værdig behandling i Danmark. Denne aftale ændrer ikke ved mulighederne for at få asyl.

Med denne aftale skaber vi nye muligheder for asylansøgere under deres ophold her i landet. Asylansøgere, der samarbejder med myndighederne, får adgang til arbejde og bolig uden for asylcentret efter 6 måneder. Det styrker integrationen for dem, der får asyl, og grundlaget for frivillig hjemrejse for de asylansøgere, der får afvist deres asylansøgning.

Samtidig sætter vi et ambitiøst mål for sagsbehandlingstiden. Vi forventer at kunne halvere sagsbehandlingstiden i løbet af 2013, så vi mindsker perioden med usikkerhed, og så afviste asylansøgere kan rejse hjem igen hurtigst muligt.

Jeg vil gerne kvittere for et godt og konstruktivt samarbejde med Enhedslisten og Liberal Alliance. I fællesskab er det lykkedes at lave en ambitiøs og omfattende aftale, der styrker vilkårene for asylansøgerne og samtidigt sikrer et effektivt og velfungerende asylsystem, hvor der sættes ind for at styrke frivillig hjemrejse for afviste asylansøgere. Vi tager fat på løsningen af de grundlæggende problemer i vores asylsystem, som er skabt over de seneste år.”

Baggrund

Aftalen indeholder følgende hovedpunkter:

1. En mere meningsfuld hverdag med adgang til arbejde og udflytning og styrket undervisning og aktivering

Der skabes nye muligheder for asylansøgere under deres ophold her i landet. Asylansøgere, der medvirker til asylsagens behandling og – ved afslag – egen hjemrejse, får adgang til arbejde og bolig uden for asylcentrene efter 6 måneder. Samtidigt styrkes mulighederne for undervisning og aktivering. Det vil understøtte en vellykket integration af de asylansøgere, der får asyl, og grundlaget for frivillig hjemrejse for de asylansøgere, der får afvist deres ansøgning.

Aftalen indeholder bl.a. følgende initiativer:

Udflytning kan ske i egenfinansieret bolig, en selvstændig bolig der stilles til rådighed inden for en økonomisk ramme og ved privat indkvartering.

Adgang til arbejde gælder ordinær beskæftigelse – både deltid og fuldtid – og ikke støttet beskæftigelse og selvstændig erhvervsvirksomhed. Arbejdet skal foregå på normale løn- og ansættelsesvilkår.

Nogle grupper er undtaget fra tilbuddet om arbejde og udflytning. Det gælder fx kriminelle asylansøgere og udlændinge på tålt ophold.

For de asylansøgere der ikke får beskæftigelse styrkes tilbuddet om undervisning og aktivering på asylcentrene

2. Bedre forhold for asylansøgerfamilier med børn og for uledsagede mindreårige asylansøgere

Aftaleparterne er enige om, at der skal være et særskilt fokus på at forbedre forholdene for asylansøgerfamilier med børn. Det er ofte disse familier, der er mest udsatte ved lange ophold i asylcentre.

Aftalen indeholder bl.a. følgende initiativer:

Tilbud om en selvstændig bolig målrettes familier med børn

Uledsagede mindreårige får adgang til arbejde og bolig uden for asylcentret efter konkret vurdering.

Bedre tilbud og mulighed for uddannelse målrettet unge, bl.a. mulighed for lønnet praktik i forbindelse med ungdomsuddannelse.

Eksisterende ordning om familiers udflytning efter 18 måneder forbedres, så det bliver muligt at udflytte allerede efter 12 måneder.

3. Styrket fokus på afviste asylansøgeres hjemrejse og muligheder for en ny start i hjemlandet

Aftalepartierne er enige om, at der i dag er for mange afviste asylansøgere, der ikke rejser hjem. Dette er ikke ønskeligt – hverken af hensyn til den enkelte asylansøger eller for asylsystemets bæredygtighed. Aftalepartierne har derfor aftalt at styrke fokus på afviste asylansøgeres hjemrejse og muligheder for vellykket genetablering i hjemlandet. Målet er primært at styrke frivillig hjemrejse, som altid er at foretrække.

Aftalen indeholder bl.a. følgende initiativer:

Afviste asylansøgere indkvarteres i udrejsecentre.

Uvildig rådgivning om mulighederne for genetablering i hjemlandet.

Målrettet brug af motivationsfremmende foranstaltninger.

Løbende opfølgning på udsendelse af afviste asylansøgere.

4. Hurtigere sagsbehandling af asylsager mindsker perioden med usikkerhed

Aftaleparterne er enige om, at den samlede sagsbehandlingstid på asylområdet skal være så kort som muligt. En kort sagsbehandlingstid understøtter en række hensyn. Det er bl.a. hensynet til at give asylansøgerne en hurtig afgørelse, så perioden med usikkerhed om fremtiden mindskes. En hurtig sagsbehandling understøtter også hensynet til en effektiv ressourceanvendelse på indkvarteringsområdet.

Aftalen indeholder følgende initiativer:

Der opstilles et mål om, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid på asylområde alt andet lige halveres i løbet af 2013.

Der afsættes 15 mio. kr. til formålet og aftaleparterne gør status på sagsbehandlingstiden hvert halve år.

5. Økonomi og opfølgning
Aftalen udmønter aftalen om finansloven for 2012, hvor der blev afsat en økonomisk ramme på 286 mio. kr. årligt til initiativer til forbedring af asylansøgernes vilkår, herunder udflytning fra asylcentrene.

Aftalen forventes fuldt gennemført inden for 2 år. I foråret 2013 forventes de nødvendige lovændringer at være vedtaget. Udmøntning af andre dele af aftalen vil kunne påbegyndes med det samme med henblik på gennemførelse hurtigst muligt. Det gælder bl.a. tilvejebringelse af flere selvstændige boliger i tilknytning til asylcentre med henblik på flere børnefamiliers udflytning.

Aftaleparterne mødes 1 år efter aftalens indgåelse og derefter hvert halve år for at gøre status på gennemførelse mv. Efter en periode på 2 år vurderes det, om den etablerede ordning fungerer efter hensigten.

Læs hele aftalen

Læs baggrundspapirer om udvalgte emner


 

Mest Læste

Annonce