Bred aftale om rent vand til alle

Regeringen har i dag indgået en aftale med Venstre, Konservative og Enhedslisten om en ny sprøjtemiddelstrategi til en kvart milliard kroner. Den skal beskytte danskerne og naturen mod unødig gift.

I dag har miljøminister Ida Auken på vegne af regeringen indgået aftale med Venstre, Konservative og Enhedslisten om at sikre rent drikkevand til alle danskere. Målet er at reducere sprøjtemidlernes belastning af vores sundhed, natur og miljø med 40 procent inden udgangen af 2015.

- Alle danskere har ret til rent drikkevand. Både i dag og om tyve år. Derfor vender vi nu tilgangen til sprøjtemidler 180 grader rundt, så enhver tvivl kommer vandet og vores børn til gode. Fremover skal landmændene derfor bruge mindre belastende metoder, og vi vil også slå endnu hårdere ned på dem, som importer ulovlige sprøjtemidler, siger miljøminister Ida Auken.

Ingen ulovlig import
Sprøjtemiddelstrategien indeholder en lang række krav og initiativer over for dem, der bruger sprøjtemidler. Aftaleparterne er blandt andet enige om at øge kontrollen ved grænsen og skærpe straffen for ulovlig import af sprøjtemidler.

- Vi skal fortsat have rent drikke- og grundvand, og derfor må man kun bruge sprøjtemidler med dansk godkendelse og etikette, siger miljøordfører Torben Hansen (S).

Effektiv godkendelse
Sprøjtemiddelstrategien indeholder også midler til og krav om, at der skal mere fut under godkendelsesordningen af sprøjtemidler.

- Vi skal gribe hurtigere ind, hvis der er mistanke om, at stofferne kan forurene vores grundvand, og vi skal have landmændene til at tage ny viden og nye teknologier til sig, så de kan sprøjte mere klogt, siger miljøordfører Lone Loklindt (R).

De konservatives miljøordfører Benedikte Kiær siger:
- Landmændene og gartnerne skal have mulighed for hurtigere at bruge mere moderne og skånsomme midler, så vi får minimeret rester i vores fødevarer. Vores producenter viser ansvar, og danske fødevarer indeholder allerede i dag generelt færre rester end udenlandske. Sådan skal det også være fremover.

Venstre har betinget sig, at resistensudviklingen blandt ukrudt og skadedyr skal undersøges nærmere. Desuden skal det løbende følges, om den nye kurs fører til udflagning af mindre produktioner, eks. bærproduktionen.

- Vi skal være opmærksomme på, at vi ikke får skabt nye problemer som udflagning eller øget resistensudvikling, fordi landmændene ikke skifter tilstrækkeligt mellem midler. Vi er ikke nået nogen vegne, hvis ukrudtet blot bliver mere modstandsdygtigt, så der skal bruges større doser, siger miljøordfører Henrik Høegh (V).

Sprøjtefri arealer overvejes
Som led i aftalen har Enhedslisten sikret sig, at indførelsen af sprøjtefri arealer omkring for eksempel drikkevandsboringer skal overvejes, når regeringens Natur- og Landbrugskommission kommer med sine anbefalinger til foråret.

- Vi har lagt vægt på, at strategien følges op af initiativer, der skal begrænse brugen af sprøjtegift på særligt udsatte arealer for at beskytte grundvandet. Derfor har vi krævet, at Enhedslisten skal inddrages i nye drøftelser, når kommissionens anbefalinger kommer, siger miljøordfører Per Clausen fra Enhedslisten.

Miljøministeriet på DenOffentlige.dk Miljøministeriet
Aktivitet: Artikler: 150 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene: