DH: Operation X afslører misbrug, som skal forhindres i fremtiden

Torsdag den 13. januar 2011 bragte TV2 i deres program ”Operation X” afsløringer af økonomisk misbrug af serviceloven, primært inden for borgerstyret personlig assistance (BPA). Danske Handicaporganisationer (DH) tager afstand fra enhver form for misbrug, og foreslår, at man justerer ordningerne for at forhindre misbrug. ”Det er forholdsvis enkle initiativer, der skal til”, siger Jørgen Lenger, Muskelsvindfonden og talsmand for DH.

”De vigtigste initiativer er: Fastsættelse af grundlæggende krav til virksomhederne på området, alle bevillinger skal følge en overenskomst og endelig, at kommunerne skal udarbejde et budget for hver bevilling, så man kan kontrollere beløb og aktivitet. Med disse tiltag vil vi være nået langt”, siger Jørgen Lenger.

DH har i forbindelse med udsendelsen skrevet til de socialpolitiske ordførere (brev til socialordførerne om BPA) for at pege på relevante løsningsorienterede initiativer.

”Efter sådan en udsendelse bliver debatten hurtigt præget af forargelse, og bølgerne går højt. Men det er vigtigt at bevare fokus. Det er nødvendigt at gribe ind, så tilliden til ordningerne genetableres. Ordningerne er udviklet, for at personer med handicap så vidt som muligt kan leve et liv på lige fod med andre. Og ordningerne er et dansk forbillede, der ikke bør svækkes som følge af et isoleret misbrug. Derfor foreslår DH nogle konstruktive initiativer, der kan forhindre misbrug”, siger Jørgen Lenger.

I brevet til socialordførerne påpeger DH bl.a. også, at det ikke er en løsning at overgive administrationen af arbejdsgiveransvaret til kommunerne. ”Man skal huske på, at de nuværende ordninger netop er blevet til, fordi kommunerne ikke har været og ikke er i stand til at sikre den spontanitet og individuelle tilrettelæggelse, som netop disse borgere har behov for – og efterspørger i udstrakt grad.


FAKTA: DH brev til socialministeren

Torsdag den 13. januar 2011 bringer TV2 i deres program Operation X afsløringer af økonomisk misbrug af serviceloven, primært inden for borgerstyret personlig assistance (BPA). Det handler om et navngivet firma, der har arbejdet indenfor dette område gennem længere tid.

DH mener, at det er nødvendigt at gribe ind, så tilliden til ordningerne genetableres, men på en måde så de enkelte ordninger fortsat kan etableres til gavn for personer med handicap, så det er muligt at leve et liv på lige fod med andre. Ordningerne er et dansk forbillede, der ikke bør svækkes som følge af et isoleret misbrug.

DH mener, at der er behov for følgende initiativer:

1. Virksomheder eller foreninger, der ønsker at arbejde på dette felt, skal leve op til nogle grundlæggende kriterier og skal kontrolleres i forhold til efterlevelse af disse kriterier, evt. gennem en landsdækkende certificeringsordning. Der vil kun være få virksomheder eller foreninger, der vil være aktive på dette felt, og de vil typisk have kunder i flere kommuner, hvorfor det vil være hensigtsmæssigt med en landsdækkende godkendelse. Ordningen kan fx administreres af Servicestyrelsen.

2. Den enkelte virksomhed eller forening bør ikke kunne have familiemedlemmer som kunder. Det skal heller ikke være muligt for ejeren af virksomheden samtidig at være kunde.

3. Alle bevillinger til borgere med bl.a. BPA skal følge en overenskomst, og virksomheder og foreninger skal være tilsluttet en overenskomst. Det vil gøre det meget lettere og mere gennemskueligt at kontrollere forholdet mellem indtægter og udgifter.

4. Kommunerne skal leve op til kravene om udarbejdelse af et individuelt budget i forhold til den enkelte ordning, så man kan se, hvilke beløb der skal gå til hvilke aktiviteter (fx lønninger, forsikringer, personalemøder, sygdom, anciennitet, betaling for varetagelse af arbejdsgiveransvaret og evt. merudgifter).

5. De enkelte virksomheder og foreninger skal tilrettelægge deres afregninger på en måde, så borgerne kan bidrage til kontrollen af, om afregningen er korrekt, bl.a. baseret på deres viden om deres deltagelse i samfundslivet og derved deres viden om fx personaleforbrug.

6. Af hensyn til borgernes muligheder for at vælge blandt de enkelte virksomheder eller foreninger, bør deres volumen være beskrevet på deres hjemmeside. Samtidig skal det sikres, at den kommunale bevilling giver borgerne en reel mulighed for at kunne træffe et valg blandt de mulige udbydere.

DH skal understrege, at det ikke er en løsning at overgive administrationen af arbejdsgiveransvaret til kommunerne. Man skal huske på, at de nuværende ordninger netop er blevet til, fordi kommunerne ikke har været og ikke er i stand til at sikre den spontanitet og individuelle tilrettelæggelse, som netop disse borgere har behov for – og efterspørger i udstrakt grad.

DenOffentlige.dk på DenOffentlige.dk Bliv medlem af DenOffentlige og vær med til at skabe debatten, dele viden og fremme en god udvikling i samfundet....
Aktivitet: Artikler: 1359 | Events: 31 | Kompetenceområder: 5

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer