DSB rækker hjemløse en hånd

Den 1. november starter DSB et forsøg med billig transport til samfundets svageste S-togs-brugere. Forsøget ventes at give både menneskelig og økonomisk gevinst

Hvert år skriver S-togs-revisorerne mellem 1.400 og 2.800 afgifter for at køre uden billet til de fattigste hjemløse i Danmark. Det bliver hurtigt til en endeløs spiral både for DSB, der må skrive rykker på rykker uden at se nogen penge, og for de hjemløse, der ofte ender ud i at skylde tusindvis af kroner uden nogensinde at kunne betale dem tilbage.

Men nu rækker DSB en fremstrakt hånd mod de hjemløse misbrugere i samarbejde med de organisationer i nærområdet, der er i daglig kontakt med dem. Fra 1. november kan samfundets svageste som et forsøg køre med S-toget i zone 1 og 2 i hele den tre måneder lange forsøgsperiode for samlet 50 kroner.

»Vi gør det her for at hjælpe nogle mennesker, der i forvejen har det rigtig svært, og for at skære ned på de mange udgifter, der er forbundet med afgifterne,« siger en af initiativtagerne bag forsøget, inspektør i DSB, Birger Søby Hansen.

Han forklarer, at S-togs-revisorerne sparer en masse diskussioner med hjemløse uden billet, politiet sparer tid ved ikke at skulle tilkaldes til sagerne, DSB sparer tid og penge ved ikke at skulle sende rykkere ud igen og igen, og SKAT sparer tid og penge ved ikke forgæves at skulle forsøge at inddrive gælden hos dem, der i forvejen ingenting ejer.

Samarbejde med værestederne
Det er organisationerne, der arbejder med de hjemløse omkring Københavns Hovedbanegård, der vurderer, hvilke hjemløse, der kan få kortet, fordi de kender personerne, deres baggrund og økonomi. Samtidig udpeger organisationerne kontaktpersoner, som DSB kan gå til, hvis nogle af brugere misbruger kortet eller bryder reglerne. Dermed slipper DSB for rollen som "bussemænd" og kan bevare det gode forhold, som Hovedbanegårdens ansatte efterhånden har fået til de hjemløse brugere af stationsbygningen.

Med ordningen slipper de hjemløse brugere for at føle sig forfulgte og kan nu vise kortet frem til S-togs-revisorerne på sammen måde som DSB's øvrige kunder, S-togs-revisorerne slipper for en masse diskussioner, og kunderne slipper for at høre på det. Samtidig sparer både DSB og samfundet penge ved ikke at forsøge at inddrive afgifter hos nogen, der ingen penge har.

CSR-chef Malene Kingo Christensen håber, at forsøget kan være med til at løse et af de hjemløses problemer.

»Stofmisbrugerne får ofte henvisninger fra eksempelvis Sundhedsrummet til speciallæger for at komme i behandling for de større sår og infektioner, misbruget kan føre med sig. Behandlingen er gratis, men de skal selv sørge for transporten dertil. Og mange af dem står i en situation, hvor de ikke har råd til billetten og derfor enten udebliver for behandlingen eller tager chancen og rejser uden billet,« forklarer hun om baggrunden for at iværksætte forsøget.

I januar evaluerer DSB, Mændenes Hjem, Gadejuristen, Sundhedsrummet og Hjemløseenheden forsøget sammen. Herefter er det håbet, at ordningen kan gøres permanent.

Det nye kort bliver kaldt et CSR-rejsekort, fordi det er en del af DSB's Corporate Social Responsibility, sociale ansvarlighed, at være en aktiv medspiller i samfundet. I forsøgsperioden venter man mellem 100 og 200 brugere.

DenOffentlige.dk på DenOffentlige.dk Bliv medlem af DenOffentlige og vær med til at skabe debatten, dele viden og fremme en god udvikling i samfundet....
Aktivitet: Artikler: 1359 | Events: 31 | Kompetenceområder: 5

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene: