Elever får erhvervslivet på skoleskemaet

09/02/2012 14:56

Haderslev Kommune

Folkeskoleelever fra 8. klasserne i Haderslev Kommune bliver fra efteråret introduceret til erhvervsuddannelser på en hel anderledes måde. Formålet er at få flere unge til at vælge og gennemføre en erhvervsuddannelse. Projektet er støttet af Region Syddanmarks Uddannelsespulje.

Et nyt projekt i Haderslev Kommune skal få elever i folkeskolen til at interessere sig mere for erhvervsuddannelserne. Det skal ske ved at bringe viden om erhvervsuddannelserne helt ind i klasselokalerne og ved, at elever kommer ud og møder erhvervslivet.

"Der er brug for, at der bygges bro mellem grundskoler, erhvervsuddannelser og erhvervsliv, og derfor vil vi gerne prøve at vise de unge, hvad en erhvervsuddannelse giver af muligheder", siger Birgitte Clemmensen leder af UU i Haderslev.

Projektet hedder Mobication og er støttet med 3.100.000 kroner af Region Syddanmarks Uddannelsespulje. Projektet løber frem til 2014. Pengene er givet i fællesskab til UU Haderslev og UU Lillebælt.

Mobication er en sammenskrivning af de engelske ord: mobility og education. Projektet skal give unge større kendskab til erhvervslivet og de uddannelsesmuligheder, der er inden for erhvervsuddannelserne. Det øgede erhvervskendskab skal medvirke til større motivation for læring såvel i skolen som i erhvervslivet.

"I dag skal man kunne flytte sig, uddanne og videreuddanne sig og være klar til forandringer og nye job, og det er også en del af projektets formål at få det budskab ud til de unge", siger Birgitte Clemmensen, leder af UU Haderslev.

Projektet er i opstartsfasen og i øjeblikket bliver der arbejdet på at få fundet virksomheder, der er med på ideen. Til efteråret bliver elever fra folkeskolernes 8. klasse inddraget, og det sker ved, at der på skolerne bliver gennemført forskellige temauger. Her vil eleverne arbejde fagligt med forskellige emner. Det kunne for eksempel være, at eleverne i matematik arbejder med alternativ energi og bagefter tager ud og ser et solvarmeanlæg.

"Vi håber at få vist, at erhvervsuddannelserne kan være både en attraktiv og spændende karrierevej, og i sidste ende handler det om at få flere til at vælge en erhvervsuddannelse", siger Birgitte Clemmensen.

Tømrermester John Carstensen fra CAWO, Haderslev, er en af de repræsentanter fra erhvervslivet, der er gået med i projektet. Han håber, at projektet ikke kun får flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse, men også forberede dem på, hvad de går ind til.

"Det er uhyre vigtigt, at vi får uddannet nogle unge mennesker, og jeg håber, at projektet kan fungere som en slags brobygning og forberede de unge på, hvilke krav der stilles til dem, når de går i gang med en uddannelse, for i dag er der mange unge, der falder fra eller ikke er godt nok forberedt, når de går i gang", siger John Carstensen.

MOBICATION
UU Lillebælt og UU Haderslev har tilsammen fået 3.100.000 kroner af Region Syddanmarks Uddannelsespulje til Mobication. Projektet løber frem til marts 2014, hvor der laves en afsluttende evaluering og formidling af projektets resultater. UC Syddanmark er ekstern evaluator på projektet.

Mest Læste

Annonce