Endeligt ja til nyt universitetshospital i Region Syddanmark

16/06/2011 15:40

Region Syddanmark

Regeringen har nu givet sit endelige tilsagn til en samlet bevilling på 6,3 mia. til Nyt OUH. Det nye universitetshospital i Odense bliver det største sygehusbyggeri på bar mark i Danmark.

Regeringens ja til et nyt universitetshospital er samtidigt også et ja til et sundhedsfagligt forandringsprojekt. Allerede fra de indledende planlægningsfaser vil der blive sat fokus på gode og sammenhængende patientforløb, faglig synergi og effektive logistiske løsninger, der har til formål at forbedre behandling og dagligdag for patienter, pårørende og medarbejdere.

- Vi er meget tilfredse med, at regeringen støtter regionsrådets idé om et Nyt OUH. Det giver regionen mulighed for at bygge et splinternyt universitetshospital midt i Danmark, som kan blive et sundhedsfagligt fyrtårn - ikke bare i regionen, men i hele landet. Sygehusbyggeriet bliver uden tvivl en kraftig katalysator for vækst i hele Region Syddanmark, siger regionsrådsformand i Region Syddanmark Carl Holst (V).
Første spadestik i 2015

Det nye universitetshospital bliver placeret mellem Syddansk Universitet og motorvejen og skal erstatte det nuværende Odense Universitetshospital. Sygehuset bliver det største helt nye sygehus i Danmark. Første spadestik tages i 2015 og efter planen står Nyt OUH færdig i 2018-2021.

Et nyt sundhedsvidenskabelige fakultet skal forbinde det nye sygehus og universitetet. Sammenbygningen af de to institutioner vil skabe ideelle betingelser for et tæt samarbejde om uddannelse og forskning.

Med byggeriet af et helt nyt universitetshospital opstår der samtidigt unikke muligheder for at bygge fleksibelt. Det vil sige, at bygningen hurtigt og relativt let vil kunne ændres i takt med, at behandlingsformerne ændrer sig.
Krav til byggeprocessen

Kvalitetsfondens bevilling på 6,3 mia. kr. er en maksimal totalramme for byggeprojektet, der inkluderer it/apparatur, inventar og den regionale egenfinansiering på 37,5 procent. Tilsagnet om statslig medfinansiering af Nyt OUH hviler imidlertid på en række betingelser, der skal opfyldes frem til byggeriet står færdigt.

Regionsrådet har forholdt sig til disse betingelser og har blandt andet reserveret 20 procent af investeringsrammen til it og apparatur.

Næste skridt i processen er at udpege den totalrådgiver, der skal tegne og opføre Nyt OUH. På regionsrådsmødet 27. juni peger de 41 syddanske regionsrådsmedlemmer på vinderprojektet. Deres beslutning bliver så præsenteret på en pressekonference dagen efter - den 28. juni på Syddansk Universitet.

(Presseinvitation til pressekonferencen udsendes mandag den 20. juni.)

Fakta om projektansøgningen:

Region Syddanmark ansøgte første gang regeringens ekspertpanel om en samlet investeringsramme på 6,3 mia. kr. i august 2008 til et nyt universitetshospital på bar mark ved Syddansk Universitet i Odense.

Regeringens Ekspertpanel støttede projektet som blev vurderet til at kunne sikre højt specialiserede patientbehandlinger og en væsentlig effektivisering af driften gennem optimal logistik, ny teknologi og effektiviserede arbejdsgange. Samtidigt opstillede Ekspertpanelet en række forudsætninger, der skulle være opfyldt for, at projektet kunne blive en realitet, herunder lukningen af akutmodtagelsen på Svendborg Sygehus.

I december 2010 indsendte Region Syddanmark sin endelige ansøgning til ekspertpanelet.

Mest Læste

Annonce