Et skridt nærmere landsdækkende fælles geodata

06/01/2012 08:23

Nick Allentoft

Viborg kommune har netop meldt sig på banen i FOTdanmark. Det er et vigtigt skridt frem mod målsætningen om et fælles, landsdækkende geodatasæt.

FOTdanmark er et samarbejde mellem kommunerne og KMS. Målet med samarbejdet er bl.a. at etablere et landsdækkende geografisk administrationsgrundlag, som kan bruges af hele den offentlige sektor inden udgangen af 2012.

Nyheden er af stor betydning for at bringe kortdata i spil i landsdækkende forvaltningsløsninger.

KMS’ vicedirektør, Kåre Clemmesen, som er næstformand i FOTdanmarks bestyrelse, er da også meget tilfreds med, at Viborg nu er med på holdet. ”Det er virkelig positivt, at vi nu nærmer os realiseringen af det fællesoffentlige geografiske administrationsgrundlag, og at vi med FOT kan indhøste de effektiviseringspotentialer, der ligger i det fælles geodatasæt på tværs af stat og alle landets kommuner”, udtaler Kåre Clemmesen til FOTdanmark.

KMS kan nu indlede et lokalt FOT-samarbejde med Viborg kommune om etablering af de kortdata, som ligger til grund for det fælles datasæt. Det fælles datasæt kan bl.a. bruges i kommunernes arbejde med klimatilpasning i de kommende år, og skal derudover udgøre grundlaget for både kommunale og statslige forvaltningsløsninger.

Der er nu kun tre kommuner, som endnu ikke har tilsluttet sig FOTdanmark – Skive, Samsø og København.

Mest Læste

Annonce