FOA: Eksplosion i løntilskud

14/03/2011 10:46

Nick Allentoft

På bare to år er der kommet tre gange så mange pædagogmedhjælpere i løntilskudsjob. Samtidig bliver der mindre fast personale. En meget bekymrende udvikling, mener FOA.

Kommunerne har rigtigt travlt med at erstatte normal arbejdskraft med folk i løntilskud. Det viser en opgørelse baseret på de nyeste løntal, som FOA har lavet. Fra januar 2009 til december 2010 steg antallet af pædagogmedhjælpere i løntilskud fra 1.060 til 3.026. Det svarer til en stigning på 185 procent.

”Udviklingen er meget bekymrende. Både for vores medlemmer, der risikerer at blive erstattet af billig arbejdskraft, og for børn og forældre, der vil opleve stadigt mere personale, der ikke har valgt arbejdet til,” siger Mona Striib, som er næstformand i FOA.

Tallene viser også, at antallet af pædagogmedhjælpere på normale vilkår er faldet fra 35.500 i januar 2009 til 32.900 i december 2010.

"Fortsætter udviklingen, får det meget store konsekvenser. Vi må bestemme os for, om vi vil have en offentlig sektor fyldt med underbetalte, midlertidigt ansatte, der mere eller mindre er tvunget til at passe børn og gamle, eller vi vil have ansatte på ordentlige vilkår, der selv har valgt det til,” siger Mona Striib.

Væksten i løntilskudsjob rammer særligt hårdt indenfor FOAs områder. Cirka to ud af tre personer i løntilskud i kommuner og regioner arbejder på et FOA-område. Folk i løntilskudsjob får ikke normal løn, når de er ansat i det offentlige. De får det samme, som de ellers ville have fået på dagpenge eller kontanthjælp.

Mest Læste

Annonce