FOA foreslår lavtlønsløsning i de nye overenskomster

Regionerne har i dag udvekslet krav med de faglige organisationer til overenskomstfornyelsen pr. 1. april 2011. "Kravene fra begge sider er både præget af, at landet befinder sig i en økonomisk krise og af, at de privatansatte indgik ganske smalle overenskomstforlig i foråret," mener forbundsformand Dennis Kristensen fra FOA, der også peger på, at begge parter har lagt krav frem på bordpladen, som ikke umiddelbart vækker begejstring hos modparten.

Regionerne vil således tynde kraftigt ud i de regler, som tidligere er aftalt for lokale lønforhandlinger på de enkelte arbejdspladser, og ikke mindst fjerne de enkelte faggruppers garantier for en mindste-andel af de penge, der kan forhandles om. FOA kræver modsat at få de penge i spil, som frigøres, når medarbejdere med relativ høj løn går på efterløn eller pension. Dermed er der lagt op til en armlægning mellem parterne om de lokale lønforhandlingers fremtid.

Tilsvarende vil regionerne have mere fleksibilitet, mere lempelig adgang til at aftale, at de ansatte arbejder mere, og frie hænder til at flytte rundt på de ansattes arbejdstid, mens FOA ønsker en generel tryghedsaftale, som så langt hen af vejen, det er muligt, skaber tryghed i form af omplacering, efteruddannelse og obligatoriske jobbanker i forbindelse med de opsigelser, som allerede i år, men også i de kommende år, skaber utryghed blandt de regionalt ansatte.

FOA har i dag samtidig afleveret krav om en særlig lavtlønsløsning, som tilgodeser de, der dårligst har råd til at opleve en reallønsnedgang, og et flerårigt ligelønsprojekt, som tager hul på at fjerne uligelønnen mellem kvindefag og mandefag.

"Jeg er ikke så overrasket over regionernes krav. Det er de forventelige områder med mere arbejdsgiverindflydelse på de lokale lønforhandlinger og mulighed for at aftale flere arbejdstimer, der har domineret arbejdsgivernes udmeldinger de sidste par år, som vi nu også ser i overenskomstkravene", siger Dennis Kristensen, formand for FOA.

"En enkelt overraskelse er der dog. Regionerne vil have mulighed for at modregne i de regionalt ansattes lønstigninger, hvis Folketinget vedtager lovgivning, som øger arbejdsgivernes omkostninger. Det er ellers normalt et område, som indgår i regionernes årlige økonomiforhandlinger, hvor regionerne får kompensation for stigende udgifter eller reduktion for faldende. Den bold er nu spillet over på vores boldbane. Men det spil har ikke udsigt til overhovedet at blive fløjtet i gang. Den slags spørgsmål, må regionerne klare af med Folketinget og ikke med de ansattes lønkonto", siger Dennis Kristensen.

Regionerne er formentlig bekymrede for stigende udgifter i forhold til mulige konsekvenser af EU-dommen om, at sygdom under ferie giver ret til erstatningsferie, og den nylige afgørelse ved EU-domstolen om, at ansatte på 60 år og derover har ret til fratrædelsesgodtgørelse, uanset om de er omfattet af en arbejdsgiverbetalt pensionsordning.

Det første egentlige forhandlingsmøde om kravene afholdes 17. december.

Udvekslingen af krav mellem Kommunernes Landsforening og de kommunalt ansattes forhandlingsfællesskab KTO finder sted onsdag.

DenOffentlige.dk på DenOffentlige.dk Bliv medlem af DenOffentlige og vær med til at skabe debatten, dele viden og fremme en god udvikling i samfundet....
Aktivitet: Artikler: 1359 | Events: 31 | Kompetenceområder: 5

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene: