FOA: Unge lades i stikken

17/01/2011 15:31

Nick Allentoft

Danmark vil om få år mangle arbejdskraft i den offentlige sektor. Det er derfor besynderligt, at KL nu melder ud, at kommunerne ikke stiller med praktikpladser til unge, der vil arbejde med velfærd, fordi man bare vil uddanne dem til arbejdsløshed.

Grunden til at kommunerne ikke ønsker at finde praktikpladser til unge mennesker, der søger ind på pædagogisk assistentuddannelsen eller social- og sundhedsuddannelsen, bliver af Erik Nielsen, formand for kommunernes arbejdsmarkeds- og erhvervsudvalg, i dag forklaret med, at man risikerer at uddanne dem til arbejdsløshed.

Men den forklaring undrer Nanna Højlund, forbundssekretær i FOA:

”Vi ved, at vi om 10 år skal have rekrutteret 67.000 nye social- og sundhedsmedarbejdere – det er derfor et noget tyndt argument, som KL i dag fremfører – at man ikke ønsker at stille praktikpladser til rådighed, fordi man risikerer, at uddanne de unge til arbejdsløshed”, siger Nanna Højlund og fortsætter:

”Medmindre altså, at KL i virkeligheden er ude og sige, at den danske velfærd, som vi kender den i dag, om 10 år vil være voldsomt forringet. Men så synes jeg, at KL skal tage bladet fra munden og ærligt melde ud, at de ældre skal indstille sig på, at de fremover kun kan få praktisk hjælp hver 4. uge. – det vil sige få gjort rent, vasket tøj og få personlig pleje en gang om måneden.”

Nanna Højlund hæfter sig desuden ved, at KL selv påpeger, at der er brug for flere hænder.

”I KLs ældrepolitiske udspil fra 2010 konkluderer man, at der skal ansættes mere personale på det kommunale ældreområde, ligesom jeg bemærker, at Erik Nielsen så sent som i april 2010 udtalte, at der er hårdt brug for dygtige mænd og kvinder med lyst til at tage en uddannelse til social- og sundhedshjælper og social- og sundhedsassistent, fordi mange sosu-medarbejdere går på pension i løbet af de kommende år. Så det er da noget af en kovending, vi er vidne til nu.”

Nanna Højlund peger også på, at uddannelse er nødvendigt for at få de mest effektive medarbejdere.

”Velfærdsområderne i den offentlige sektor er underlagt et konstant krav om effektivisering. Vi ved, at en central forudsætning for effektivisering er, at medarbejderne har de nødvendige kompetencer. Så det er da paradoksalt, at KL nu ikke ønsker at give de fremtidige medarbejdere disse kompetencer.”

Mest Læste

Annonce