Forældrerådgivningens fremtid er sikret

12/03/2012 10:49

Ministeriet for Børn og Undervisning

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini skaber ro om Forældrerådgivningens økonomi.

Forældre, der har brug for råd og vejledning om deres børns skolegang, kan også fremover få hjælp i Forældrerådgivningen. Børne- og undervisningsminister Christine Antorini er så glad for rådgivningen, at hun har skabt ro om den fremtidige økonomi. Fremover skal Forældrerådgivningen ikke længere bygge sin virksomhed på etårige tilskud.

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini:

”Forældrerådgivningen er et trygt sted, hvor forældre til børn, der har vanskeligheder i skolen, kan henvende sig, hvis forældrene ikke synes, skolen eller kommunen lytter. Eller hvis de er usikre på deres rettigheder. Folkeskolen bygger på dialog mellem forældre og skole, og Forældrerådgivningen kan spille en vigtig rolle som brobygger.”

Forældrerådgivningens formål er at fremme udsatte børns trivsel og læring. Ved at informere forældrene om deres muligheder og rettigheder i forhold til deres barns eller børns skolegang kan Forældrerådgivningen være med til at løsne op for problemer, der er gået i hårdknude.

Rådgivningens egne statistikker viser, at dialogen især er vanskelig, når det drejer sig om specialundervisning og forholdet mellem elev og lærer.

I følge Evaluering af Forældrerådgivningens virksomhed 2009-2010 af Signe Holm-Larsen opfylder Forældrerådgivningen et stort behov for uvildig rådgivning af forældre.

Benedikte Ask Skotte, formand for Skole og Forældre:

”Vi er utrolig glade for, at det nu er lykkedes at sikre, at Forældrerådgivningens vigtige arbejde kan videreføres. Det er en god dag for landets forældre.”

Fakta om Forældrerådgivningen
Forældrerådgivningen er en uvildig rådgivning, som rådgiver og vejleder forældre, hvis børn oplever vanskeligheder i skolen.

Forældrerådgivningen vejleder også parterne omkring skolen.

Rådgivningen er oprettet og drives af organisationen Skole og Forældre, der er landsorganisation for forældre i folkeskolen.

Forældrerådgivningen blev oprettet i 2006 og har siden da haft cirka 3.600 henvendelser.

Mest Læste

Annonce