Forbedringer af UddannelsesKort og HyperCard på vej

26/04/2012 13:27

Administrator

Forbedringer af UddannelsesKort og HyperCard på vej

DSB’s Kundeambassadør har i en rapport kommet med en række anbefalinger til Styrelsen for Videregående Uddannelser, Statens Uddannelsesstøtte, DSB og de seks andre trafikselskaber, der håndterer udstedelsen af UddannelsesKort og HyperCard til studerende i Danmark.

»Vi har med stor interesse læst anbefalingen. Det er altid godt og konstruktivt at få et sæt nye øjne på UddannelsesKort og HyperCard. Rapporten indeholder en række anbefalinger, som vi vil bruge til inspiration i det videre arbejde med at forbedre bestillingsprocessen af de to kort,« siger kommerciel direktør i DSB, Mogens Jønck, der gerne vil beklage over for de studerende, som ikke har fået et kort på grund af fejl i bestillingssystemet.

I dag håndteres UddannelsesKort og HyperCard via én fælles portal i et samarbejde mellem Styrelsen for Videregående Uddannelser, Statens Uddannelsesstøtte og alle trafikselskaberne i Danmark.

Kundeambassadøren foreslår i sin rapport store forandringer, hvor processen fremover deles således, at Uddannelsesstyrelsen og skolen står for at godkende den studerende. Herefter kan den studerende bestille og betale sit kort i én proces direkte hos trafikselskaberne – herunder DSB.

»En opdeling som Kundeambassadøren foreslår, kræver store ændringer af de eksisterende bestillingssystemer samt en opbygning af nye portaler. Det vil betyde store investeringer for hvert enkelt trafikselskab,« siger Mogens Jønck.

Han fortæller, at der i øjeblikket arbejdes målrettet på at identificere forbedringstiltag, som vi håber, at kunderne kan få glæde af allerede i forbindelse med studiestart i august i år.

Mest Læste

Annonce