Frikommuneforsøg giver mindre bureaukrati for ledige

Ledelse

07/01/2012 13:01

Odense Kommune

Odense Kommune har som et af sine i alt 15 godkendte frikommuneforsøg fået lov til at droppe de obligatoriske samtaler i lediges kontaktforløb til fordel for et telefonopkald, Skype eller e-mail. Det handler om mindre bureaukrati og mere meningsfuldhed i kontakten mellem borgeren og kommunen.

Odense Kommune, som er en af landets i alt ni frikommuner, har nu fået godkendelse af Økonomi- og Indenrigsministeriet til at gå i gang med 15 frikommuneforsøg, som ellers ville være i strid med lovgivningen.

Et af forsøgene er at skabe mere meningsfulde kontaktforløb for ledige, så de ikke skal møde frem til møder for mødets skyld. Hvis den ledige er i et godt forløb, ønsker kommunen at erstatte de obligatoriske fremmøder med en telefonsamtale eller mailkontakt.

- Det bliver en stor lettelse i hverdagen for både ledige og medarbejdere. Vi har længe ønsket at komme af med unødvendigt bureaukrati og kontrol i de lediges kontaktforløb med jobcentret. Al kommunikation mellem os og borgerne skal give mening, og det får vi nu lov til at prøve, siger rådmand i Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen Peter Rahbæk Juel (S).

- Nu ser vi frem til næste runde af frikommuneforsøget, hvor vi vil rydde ud i flere af de bureaukratiske tidsler. Hele beskæftigelsessystemet skal systematisk gennemgås, tilføjer rådmanden.

Forvaltningen regner med at gå i gang med de nye kontaktforløb, så snart de formelle bekendtgørelser foreligger i løbet af marts måned.

Grønt lys for alle – på samme tid
Et andet frikommuneforsøg, som i høj grad vil opleves som en lettelse for især de borgere, der går på to ben eller kører på to hjul, er de såkaldte myldrekryds. Et trafikkryds, hvor alle bløde trafikanter får lov til at køre på kryds og tværs – på samme tid.

- Det er ikke kun som cykelby eller i kontakten med Jobcentret, at borgerne skal opleve, at det bliver nemmere at være borger i kommunen. Som borger skal du bruge kommunen i alle mulige henseender. Nu laver vi om på nogle regler og systemer, så samarbejdet bliver mere på borgerens præmisser, siger borgmester Anker Boye (S).

Udover forsøgene med lediges kontaktforløb og myldrekrydsene, er der blandt andet forsøg med fælles skoleledelse samt holdeling af klasser i folkeskoler. På ældreområdet er der blandt andet forsøg med, at hjemmeboende ældre kan spise med ældre på plejehjem, og at der bliver mere sikkerhed omkring medicinering i hjemmeplejen med mere.

Info:
Læs Odense Kommunes 15 godkendte frikommuneforsøg

Mest Læste

Annonce