FTF: Regeringens udspil om efterløn i 2020-plan holder ikke

12/04/2011 14:37

Nick Allentoft

FTF afviser blankt den afvikling af efterlønnen, som regeringen i dag har fremlagt i sin 2020-plan. Planen mangler helt de reformer for arbejdsmiljø og uddannelse, der skal gøre det muligt at arbejde længere, mener FTF.

Regeringen har i dag fremlagt sit bud på et langtidsbudget for den offentlige økonomi – 2020-planen. Den indeholder bl.a. et forslag til at afvikle efterlønnen på længere sigt. Det skal ske ved at sætte efterlønsalderen gradvist op fra 2014, og vil ifølge regeringen give et plus til den offentlige økonomi på 18 mia. kr.

Men forslaget fjerner efterlønnen, uden at løse de reelle problemer på arbejdsmarkedet, mener FTF, der som hovedorganisation repræsenterer mere end 450.000 offentlige og privat ansatte, bl.a. folkeskolelærere, sygeplejersker, socialrådgivere og ansatte i banker og politiet.

”Hvis man skal få folk til at blive længere på arbejdsmarkedet - som der er god mening i – er det afgørende med reformer af arbejdsmiljø og investeringer i uddannelse, og det bør ske i et tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter. Det er løsninger, der er helt fraværende i regeringens udspil, påpeger Bente Sorgenfrey, formand for FTF.

Udsultet offentlig sektor kan ikke skabe rammer for vækst


I 2020-planen satser regeringen også stærkt på en benhård styring af kommunernes og regionernes økonomi. Der skal indføres en ny lov om fireårige udgiftslofter og indeholder sanktioner, hvis budgetterne overskrides. Regeringen foreslår et budgetloft på 27 procent af den samlede økonomi mod 29 procent i dag.

”Der er god fornuft i at indføre en mere langsigtet styring af den offentlige økonomi; det har FTF også efterlyst. Men det virker meget voldsomt med den lovgivning og de sanktioner, man nu vil lægge ind over styringen”, siger Bente Sorgenfrey.

Hun mener, at det sender et entydigt signal om den offentlige sektor som en byrde for virksomhederne og væksten.

”Regeringen overser fuldkommen, at et godt samarbejde mellem den offentlige og den private sektor også er en betingelse for at skabe vækst. Og at fx investeringer i uddannelse er afgørende for virksomhederne”, siger hun.


Mette Løvgren,FTF

Mest Læste

Annonce