Golfklubber bruger ulovlige sprøjtemidler

10/12/2012 12:48

Miljøministeriet

Hver femte golfklub i ny kontrol bruger ulovlige sprøjtemidler. Miljøminister Ida Auken stiller nye krav til klubberne. Nu skal greenkeeperne efteruddannes og i grove tilfælde kunne fratages sprøjtecertifikatet.

Miljøstyrelsen har i år kontrolleret 30 golfklubber, og seks steder fandt inspektørerne produkter, der ikke er tilladt at bruge på golfbaner. Kontrollen har i et enkelt tilfælde ført til politianmeldelse, da en golfklub lå inde med et svensk sprøjtemiddel. Det er ulovligt at importere og anvende udenlandske sprøjtemidler. De øvrige overtrædelser har medført påtaler og påbud om, at golfklubberne skal bortskaffe produkterne på lovlig vis.

Antallet af overtrædelser er stort set uændret i forhold til 2011, og miljøminister Ida Auken slår fast, at kontrollen fortsætter, så længe reglerne ikke bliver fulgt.

- Hvis golf skal kunne kaldes for en grøn sport, så skal klubberne have bedre styr på reglerne. Vi er nødt til at slå hårdt ned, når reglerne bliver overtrådt. Greenkeeperne skal efteruddannes og i grove tilfælde kunne fratages sprøjtecertifikatet, hvis de bruger ulovlige sprøjtemidler, siger miljøminister Ida Auken.

Overtrædelserne viser, at golfklubbernes bestyrelser i højere grad skal sikre, at klubberne holder sig indenfor loven og påtager sig ansvaret for, at greenkeeperne får den nødvendige efteruddannelse. Forslagene om efteruddannelse og frakendelse af sprøjtecertifikatet er en del af den nye sprøjtemiddelstrategi "Beskyt vand, natur og sundhed", som for nylig er sendt i høring.

Flere klubber uden sprøjtemidler Golfklubberne vil fremover få et loft over sprøjtemidlernes maksimale belastning på banerne for at beskytte miljø, sundhed og grundvandet mod forurening.

- Golfklubberne skal tage deres del af ansvaret for at beskytte vores drikkevand og natur. Vi skal gå efter så lavt et forbrug og så lav en miljøbelastning som mulig. Allerhelst så jeg, der ikke blev brugt sprøjtemidler på danske golfbaner overhovedet, og nogle klubber har allerede vist, at de kan drives stort set uden at skulle sprøjte, siger Ida Auken.

Mest Læste

Annonce