Ingen hold i beskyldninger om bestikkelse

29/03/2012 11:59

Roskilde Kommune

I sit svar til Tilsynet dokumenterer Roskilde Kommune, at beskyldninger om bestikkelse er fuldstændigt grundløse. Kommunen har fulgt alle regler i ekspropriationssag. Roskilde Kommune sender i dag sit svar til den kommunale tilsynsmyndighed i sagen om ekspropriation af en privat grund i tilknytning til udviklingsområdet, Roskilde Dyrskueplads.

I sit svar dokumenterer kommunen, at beskyldninger om bestikkelse er fuldstændigt grundløse. Kommunen har fulgt alle regler.

”Jeg ser frem til, at sagen bliver fuldt belyst og vurderet af Tilsynet, så de mange injurierende og grundløse påstande om bestikkelse bliver ryddet af vejen. Kommunens svar dokumenterer, at Roskilde Kommune havde igangsat eksproprieringen af det pågældende areal længe før, at Roskilde Festival traf beslutning om at donere to boldbaner til Roskildes idrætsliv. Ekspropriationen og donationen har intet med hinanden at gøre. Og uanset hvad Roskilde Festival havde truffet af beslutninger ville kommunen fortsætte ekspropriationssagen, da det var umuligt at finde en forhandlingsløsning med grundejeren,” fastslår borgmester Joy Mogensen.

Kommunen påpeger desuden, at Roskilde Festival siden 1996 har ydet donationer til ungdoms-, kultur- og idrætsformål i Roskilde på over 50 millioner kroner. Der er således intet opsigtsvækkende ved en donation af to boldbaner. Det er derfor også et helt enigt byråd, der har taget imod de to boldbaner på selvsamme møde, hvor svaret til Tilsynet er tiltrådt af et stort flertal i byrådet.

Roskilde Kommune ser frem til, at ekspropriationen af den private grund i tilknytning til udviklingsområdet kan komme videre. Udviklingsområdet er afgørende for kommunens vision om at skabe et centrum for idræts-, kultur og fritidsaktiviteter. Alle interessenter i området støtter planerne – bortset fra en enkelt grundejer.

Borgmesteren påpeger, at kommunen har strakt sig til det yderste for at finde en forhandlingsløsning.

”Grundejeren kræver byzone-priser for landbrugsjord, hvilket er cirka 40 gange mere end jordens reelle værdi. Det kan vi hverken politisk eller juridisk imødekomme. Kommunen kan ikke pludseligt forvandle jern til guld for at tilfredsstille en enkelt grundejer. I øvrigt er de to andre grunde, som kommunen har overtaget efter forhandling, blevet handlet til landbrugszonepriser,” siger Joy Mogensen.

Læs Roskilde Kommunes brev til Statsforvaltningen Sjælland

Mest Læste

Annonce