KL’s seks bud på national sundhed

Danskernes folkesundhed halter bagud. KL og kommunerne offentliggør i dag i forbindelse med Det Sociale Temamøde seks nationale mål for sundhed, som skal gøre noget ved problemet.

En velkendt cocktail af rygning, alkohol, usund mad og mangel på motion er skyld i, at middellevetiden i Danmark ligger på niveau med Slovenien og godt under gennemsnittet i vores nabolande. Cocktailen er også en væsentlig årsag til, at 1,2 millioner danskere lever med en kronisk sygdom og hvert år koster samfundet ressourcer i form af førtidspensioner, sygedagpenge, behandling og omsorgs- og plejeydelser.

Der er brug for handling, og KL og kommunerne har derfor udarbejdet seks mål for national sundhed. Målene offentliggøres i forbindelse med KL’s årlige Sociale Temamøde, hvor sundhedsministeren forventes at lægge stor vægt på forebyggelse i sin tale.

”Forslaget indeholder målbare delmål på seks områder, som, vi mener, kan bidrage til opfyldelsen af de overordnede mål om at øge middellevetiden, øge antallet af år med god livskvalitet og reducere den sociale ulighed i sundhed. Vores vision er, at alle danskere skal have et sundere og længere liv, som leves aktivt og produktivt uden sygdom og begrænset funktionsevne,” siger KL’s formand Erik Nielsen.

”Kommunerne spiller en vigtig rolle for at nå målene. I kommunerne møder vi borgerne i hverdagen og kan skabe rammerne for et sundt liv - i dagsinstitutionerne, skolerne, beskæftigelsesindsatsen osv. Men vi kan ikke løfte opgaven alene. Staten må understøtte kommunerne i at løfte opgaven. Fx er der behov for, at staten understøtter forskning i forebyggelse og indfører lovgivningsmæssige tiltag, der har effekt på sundheden. Vi har brug for en fælles indsats fra alle aktører på forebyggelsesområdet, hvis vi skal nå i mål,” siger Erik Nielsen.

KL’s forslag til nationale mål for danskernes sundhedstilstand:

1. I 2022 skal tobaksforbruget nedbringes til det svenske niveau – fra de nuværende 21 % dagligrygere til 14 % dagligrygere.

2. Storforbruget af alkohol skal nedbringes – i 2022 skal alkoholforbruget pr. indbygger bringes i nærheden af det svenske og norske niveau – fra de nuværende godt 10 liter ren alkohol pr. indbygger årligt til ca. 8 liter.

3. I 2022 skal flere være fysisk aktive – andelen af danskere med stillesiddende fritidsaktivitet skal nedbringes fra de nuværende godt 16 % til ca. 9 % i 2022.

4. I 2022 skal der være færre både moderat og svært overvægtige voksne – andelen af moderat overvægtige skal reduceres fra de nuværende knap 47 % til 35 %, og andelen af svært overvægtige reduceres fra de nuværende godt 13 % til 8 %.

5. I 2022 skal der være færre kronisk syge – andelen med langvarig sygdom skal reduceres fra de nuværende godt 33 % til 28 %.

6. I 2022 skal den mentale sundhed forbedres – i dag har 10 % af befolkningen et dårligt mentalt helbred, og det tal skal halveres.

For yderligere oplysninger kontakt KL’s presseafdeling på 3370-3333

KL på DenOffentlige.dk Kommunernes Landsforening (KL) er en privat interesse- og medlemsorganisation for alle 98 kommuner i Danmark. Det er KL's formål, at varetage de danske kommuners fælles interesser og bidrage til,...
Aktivitet: Artikler: 113 | Kompetenceområder: 2

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer