Kolding tager hånd om alle børn og unge

06/03/2013 10:12

Kolding Kommune

Kolding Kommune har valgt en helt særlig vej, når det gælder inklusion i folkeskolen. Mange kommuner har besluttet at styre specialundervisningsområdet ved brug af økonomiske incitamenter, så flere bliver inkluderet i almenundervisningen.

Det er også Kolding Kommunes ønske, at flere elever med særlige behov kan inkluderes i almenklasserne, men kommunen ønsker ikke alene at bruge økonomi som styringsværktøj. Kolding Kommune ønsker samtidig med, at mulighederne for inklusion af elever med særlige behov i almenundervisningen forbedres at tilbyde specialtilbud af høj kvalitet i forhold til elever, hvor det ikke giver mening, at de indgår i en af folkeskolens almenklasser.

Det kan være, fordi eleven har så svære problemer, at eleven ikke kan få naturlige relationer til klassens øvrige elever, og derfor kommer til at føle sig socialt isoleret i klassen. Eller det kan være, fordi klassen i forvejen har nogle udfordringer, der gør, at der ikke vil kunne gives det helt rigtige tilbud i forhold til det handicappede barns behov.

Kolding Kommune har beskrevet sine tilbud til elever med særlige udfordringer i en spritny digital pjece.
I udformningen af den digitale pjece har det været vigtigt at give en levende beskrivelse af virkeligheden – derfor kommer elever, forældre, lærere, pædagoger og ledere til orde med deres fortællinger og oplevelser.

Plads til alle
Kolding Kommunens Uddannelsesudvalg har vedtaget en strategi for en mere inkluderende folkeskole i Kolding Kommune, "Plads til alle". Heri pointeres, at der skal arbejdes hen i mod, at flest mulige børn kan være en del af det lokale fællesskab i den lokale folkeskole. For at sikre dette er der administrativt og politisk sat stort fokus på inklusionsfremmende tiltag både på den enkelte skole og på tværs af skolerne i kommunen.

Nogle af de centrale begreber på det specialpædagogiske område er læring både fagligt, socialt og personligt med fokus på livsduelighed og støtte til at komme videre ud i livet.

Desuden ønskes kommunens specialcenterskoler udviklet til helhedstilbud, hvor børnenes/de unges læring sker i et tæt samarbejde mellem undervisning og fritidsaktiviteter, og hvor skoledagen er et samlet hele.

Stolt over udvikling
Børne- og uddannelsesdirektør Ib Hansen udtaler i forbindelse med publiceringen af den digitale pjece:

- Jeg synes, der er grund til at være stolt over den udvikling, der er i gang i forhold til at sikre og udvikle de bedst mulige tilbud til de af kommunens børn og unge, som har et særligt behov i forhold til omsorg og udvikling. Det gælder udvikling af både de fysiske rammer og det gælder indholdet i tilbuddene.

Formand for uddannelsesudvalget Oluf Lykke Nielsen er også særdeles tilfreds med den udvikling, der illustreres i den nye digitale pjece:

- Jeg er glad for, at vi i Kolding Kommune politisk er enige om, at økonomisk incitamentsstyring ikke må få overtaget på området handicappede børn og unges læring og fritidstilbud. Og jeg er glad for den fantastiske indsats som vore dygtige og engagerede ledere og medarbejdere gør i forhold til at sikre udsatte børn og unge optimale skole- og fritidstilbud. Tilbud der giver mening i de pågældende børn og unges hverdag.

Mest Læste

Annonce