Kom tæt på den kolde krig sammen med en insider

05/04/2012 16:40

Administrator

Ny dansk roman tager læseren med på en rejse ind i den kolde krig.Læs 1. kapitel

I 1975 kolliderer den danske motortorpedobåd Spurven med en norsk fiskekutter nord for Bergen. Begge fartøjer synker. Det bliver indledningen til jagten på en spion for Warszawapagten. Jagten varer mere end 25 år, fordi ministre og embedsmænd skiftes til ikke at ville gøre noget ved sagen.

To mænd, som har kendt hinanden siden 1968, er hovedmistænkte. Kun en af dem er skyldig i forræderierne. Ingen af dem ved, at de bliver fulgt af efterretningstjenesten, uden at der gribes ind.

Deres liv flettes sammen i Søværnet, på Københavns Universitet under studenteroprøret, via to østtyske afhoppere i 1980, i internationale forhandlinger i Canada i 1985, og efter murens fald i 1989. Men først efter årtusindskiftet ønsker en minister at gøre noget – med fatale konsekvenser.

Bogen fortæller om et lille hjørne af den kolde krig, om ”MTB-bisserne” og livet for dem på de danske motortorpedobåde sidst i 1960erne og først i 1970erne. Deres motto kunne have været ”lev stærkt og dø ung”. I hvert fald var deres opgave at tage det første skrald, hvis ”ballonen gik op” og Warszawa-pagten angreb Danmark.

Bogen handler også om samspillet med dem øst for jerntæppet i 1980erne, hvor bogens hovedpersoner – nu civilister - er involveret i forhandlingerne om afspænding i Europa. Bogen handler om spionage og forræderi, og hvis den danske forræder havde haft succes med sit forehavende, fortæller bogen, hvad konsekvenserne kunne have været for MTB-bisserne.

Men ikke alt i bogen er bølgesprøjt og krudtslam. Den er bygget op således, at læseren skridt for skridt føres ind i i handlingen, men man føres hele tiden tilbage til tiden sidst i 1960erne, hvor hovedpersonerne lærte hinanden at kende, og hvor de mødte kvinden, som fik betydning for dem begge.

Virkeligheden og romanen 
Bogen er en spændingsroman, der er omhyggeligt researchet og godt forankret i den sømilitære virkelighed, i universiteternes tågesnak og i den internationale politiks mummespil under den kolde krig.

Forfatteren kender det hele indefra. Men handlingen er konstrueret:

- Ingen dansk MTB er sunket i 1975. I 1963 sank den danske MTB Tranen ud for den norske kyst efter at være kollideret med en norsk fiskerbåd. Men den var ikke involveret i spionage, og kollisionen fandt sted ud for Kristianssand.

- Der har aldrig eksisteret en MTB division 219, ej heller MTB Spurven, Duen, Solsorten m.fl.

- Københavns Universitet blev besat i marts 1970. Men der var ikke en agent provocateur fra Forsvarets Efterretningstjeneste involveret.

- Der var et internationalt samarbejde mellem Greifswald Universitet i Østtyskland og Danmark i 1980erne, men Københavns Universitet var ikke inddraget og modtog ikke en afhopper.

- Der var en konference om CSCE-samarbejdet med dansk deltagelse i Ottawa 1985, men Danmark deltog kun på lavt plan i de sidste dage.

- Socialdemokratiet har ikke haft den samme person som forsvarsminister i sine regeringsperioder 1975-2001.

Torsdag den 12. april 2012 udkommer Koldkrigerens Hemmelighed af Peter Bogason på Snorres Forlag. Vejledende pris 150 kr i trykt udgave, 100 kr i e-bogsformat. Bogen har en hjemmeside: www.koldkrigeren.dk.

Om forfatteren
Peter Bogason (f.1947) blev student i 1966 og var artillerisergent i Søværnet 1966-69 og havde ”sommertjeneste” i årene 1970-72, hvilket finansierede hans studier ved Københavns Universitet.

Han har bl.a. sejlet med torpedobåden Gribben, korvetten Diana, inspektionsskibet Fylla, og minelæggerne Langeland og Laaland. Han blev i 1974 ansat på Københavns Universitets Institut for Samfundsfag.

I 1991 blev han professor i offentlig forvaltning på Roskilde Universitet, hvor han var leder af Center for Lokal Institutionel Forskning. Han har været gæsteprofessor i Tyskland, Holland og USA og har været leder af flere internationale forskningsprojekter. Han har en omfattende international, videnskabelig publikationsliste og er rådgiver for EU-kommissionens Forskningsdirektorat. Han har deltaget i internationale forhandlinger i FNs Økonomiske Kommission for Europa i 1980erne.

Peter Bogason har således deltaget i nogle brændpunkter under den kolde krig – som koldkriger og ”MTB-bisse” i Søværnet sidst i 1960ere, som student under studenteroprøret, som observatør i FN-forhandlinger under den kolde krigs konfrontationer på baggrund af NATOs beslutning om stationering af missiler i Vesttyskland, og ”afmarxificeringen” efter murens fald 1989.

Koldkrigerens Hemmelighed er Peter Bogasons første roman.
        /Peter Bogason/

 

Mest Læste

Annonce