Kommuner og regioner kan spare 500 mio. kroner på transport

16/04/2012 14:09

Finansministeriet

En ny analyse viser, at kommuner og regioner kan spare op mod en halv mia. kroner årligt, hvis opgaverne samles under trafikselskaberne. Analysen, der er lavet af Deloitte Consulting, viser konkret, at kommunerne årligt kan spare 430 mio. kr., mens tallet for regionerne er op til 70 mio. kr.

Besparelsen vil kunne opnås ved at lade trafikselskaberne stå for at udbyde og koordinere kommunernes og regionernes opgaver med fx sygetransport eller transport til og fra skole, i stedet for at kommuner og regioner selv gør det. Effektiviseringspotentialet hænger sammen med, at trafikselskaberne har en højere grad af konkurrenceudsættelse, større kørselsvolumen og bedre kapacitetsudnyttelse end kommuner og regioner. Effektiviseringen kan således opnås ved, at det offentlige køber smartere ind, mens borgernes serviceniveau bibeholdes.

Analysen skal danne afsæt for regeringens arbejde med KL og Danske Regioner om at effektivisere de over 40 befordringsopgaver, som kommunerne og regionerne i dag løser. I alt beløber opgaverne sig til godt 4 mia. kr. årligt.

- Uanset om man er folketingspolitiker, byrådsmedlem eller regionsrådsmedlem, så er man optaget af at bruge pengene så effektivt som muligt. Jeg synes, analysen er et godt afsæt for det effektiviseringsarbejde, vi skal i gang med, og jeg vil derfor tage befordringsområdet op i forbindelse med forårets økonomiforhandlinger, så vi kan sikre, at dette potentiale indhøstes, siger finansminister Bjarne Corydon.

Se kortlægning fra Deloitte

Mest Læste

Annonce