Konference: Fremtidens offentlige lederskab

Ledelse

28/10/2011 10:42

Administrator

FORUM for Fremtidens Offentlige Ledelse og Styring holder torsdag den 10. november en konference på Christiansborg om Fremtidens Offentlige Lederskab med deltagelse af en række markante ledere, forskere og beslutningstagere.

Der vil være deltagelse af bl.a Margrethe Vestager, Jacob Bundsgaard, Tim Sloth Jørgensen, Hanne Dorthe Sørensen, Eva Sørensen, Mogens Hegnsvad, Maarten van Engeland, Mogens Kring, Charlotte Münter, Henrik Bendix, Peter Bogason, Jacob Torfing, Annemette Digmann og Klaus Majgaard.

Konferencen går tæt på de holdningsmæssige, ressourcemæssige og bureaukratiske udfordringer den enkelte institution står overfor, og vil give sit bud på, hvordan de kan håndteres.

”Både ledere og medarbejdere må gribe i egen barm og indstille sig på forandringer. Disse kræver vilje og evne til nytænkning hos politikere og borgere, når det gælder fx den offentlige debat, nye styringsformer, traditionelle roller og velerhvervede rettigheder” vurderer Preben Melander, professor og centerdirektør på Center for Virksomhedsudvikling og Ledelse (CVL) på CBS.

”Lederne skal holde fast i at afvise mere kontrol som vejen frem - også når pressen kaster sig over en enkeltstående sag og politikere vil udvise handlekraft”, siger Tim Sloth Jørgensen, admiral og tidligere forsvarschef, som oplæg til dagen.

”Der er så stor afstand og fremmedgørelse i systemet, at der er behov for, at vi udvikler et nyt sprog for styringen. Vi skal kunne evaluere på nye måder, hvor tal ikke alene er udgangspunkt og hvor der er større åbenhed og nærvær i dialogen mellem de involverede. Det er i sidste ende et fælles ansvar at få tingene til at lykkes” siger Klaus Majgaard, Kommunaldirektør i Furesø kommune.

Du kan finde en interviews med bl.a. Tim Sloth Jørgensen og Klaus Majgaards som optakt til konferencen her.

Arbejde i værksteder

På dagen vil der udover oplæg blive arbejdet i tre værksteder med ledelsesmæssige udfordringer og som indgår i forskningsprogrammet SLIP:

- Hvordan udøves lederskab ved brug af private virksomheder, netværk og frivillige i fremtiden?

- Hvad kræves af det personlige lederskab?

- Hvordan kan innovation i praksis gennemføres?

Dagen afsluttes med at hovedresultater af arbejdet præsenteres for Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager og ny borgmester i Århus, Jacob Bundsgaard, som begge giver deres bud på udfordringer og visioner for fremtidens offentlige lederskab.

Konferencen er arrangeret som led i formidlingen af CBS-forskningsprogrammet SLIP (Strategic Leadership in the Public Sector), som på opdrag af bl.a. Finansministeriet inden 2014 skal fremlægge et forskningsbidrag om emnet.

Mediepartner er netværksavisen DenOffentligeSektor.dk, hvor du kan følge optakten til og opfølgning på konferencen gennem artikler og blogs.
Se optaktsinterviews på video med offentlige topledere her

Mest Læste

Annonce