Luk op for nye jobmuligheder

13/11/2012 13:43

Rebild Kommune

Sådan lyder opfordringen fra Jobcenter Rebild til virksomhederne i kommunen. Og jobkonsulenterne kommer hellere end gerne ud til virksomhederne og fortæller om mulighederne. Jobcenter Rebild har sat jagten ind på virksomheder, som kan se potentialet og mulighederne i de mange stærkt motiverede ledige, der har svært ved at finde de rette jobåbninger.

Jobcenteret deltager i en landsdækkende kampagne rettet mod både private og offentlige virksomheder og skal indtil nytår sikre jobcentret 50 møder med kommunens virksomheder. Formålet med kampagnen er at få flest mulige af de ledige, som risikerer at ryge ud af dagpengesystemet, i ordinære job.

Formand for Arbejdsmarkedsudvalget, Klaus Anker Hansen hilser derfor kampagnen velkommen:
- I Rebild Kommune har vi pr. 1. november 643 ledige og af dem er ca. 112 i risiko for at ryge ud af dagpengesystemet, hvis ikke de får et job. Vi reducerede sidste år langtidsledigheden med 32,2 %, så der er job at finde, og derfor kan kampagnen være med til at åbne nye døre. Det er vigtigt, at vi får kontakt med kommunens virksomheder, også selvom de ikke lige umiddelbart står foran nye ansættelser. Det er altid relevant at se på, om virksomheden med et par ekstra hænder eller nye kompetencer kan rykke i en endnu mere positiv retning – og på sigt skabe flere jobåbninger, siger han.

På landsplan er der sendt mail til 83.000 virksomheder med en invitation til et møde med en jobkonsulent. 74 jobcentre deltager i kampagnen, som skal sikre i alt 7.500 møder mellem virksomheder og jobcentre inden nytår.

Det er Beskæftigelsesregionerne, som sammen med landets jobcentre, står bag kampagnen. 

Mest Læste

Annonce