Minister vil måle byens puls

Undersøgelse skal vise, hvilke ønsker borgerne har til deres byer, og om det er en god forretning for investorer at bygge grønne, rekreative bymiljøer. Kan man måle byens puls? Og hvis man kan - kan den så gøres op i kroner og ører?

Det vil miljøminister Ida Auken undersøge for at sikre, at livet i de danske byer fortsat udvikler sig, så byerne bliver mere og mere attraktive for borgerne - også i krisetider.
For hvis man direkte kan påvise en økonomisk gevinst, når man øger kvaliteten i et byområde, så kan man få flere private til at investere i bykvalitet, simpelthen fordi det er en god forretning.

- Alle ved, at det er rart med en grøn park tæt på sin bolig. Men er det så rart, at folk ligefrem køber lejlighed efter, om der er en grøn park i nærheden - eller et museum, eller en station, eller en p-plads? Hvis vi kan påvise, at det kan betale sig for ejendomsselskaber og andre investorer at investere ikke bare i lejligheder, men også i parker, pladser og udsmykning, så ville flere bidrage til at gøre byerne bedre i en fremtid, hvor kommunerne ikke har råd til det hele, siger miljøminister Ida Auken.

Værd i kroner
Undersøgelsen tager udgangspunkt i områderne omkring København og Aarhus. Først vil den afdække borgernes ønsker til deres byer. Dernæst skal den levere kontante beregninger på, hvad disse ønsker er værd i kroner og ører. Og derefter kan kommunerne bruge resultaterne som et redskab i dialogen med fremtidige investorer, entreprenører og andre om byudviklingen.

- København vinder ofte hæder som en af verdens bedste byer at leve i. Det vil være nyttigt at påvise nøjagtigt, hvad der styrker livskvaliteten i byer, og samtidig dokumentere, om det hæver værdien af private investeringer. For så har vi et rigtigt godt grundlag for at tiltrække private bygherrer og investorer - og for at samarbejde med dem om at skabe spændende bymiljøer, siger overborgmester Frank Jensen.

- Med projektet får vi et pejlemærke for, hvad borgerne ønsker sig, og vi får samtidig udviklet en god standard for, hvad bykvalitet og byliv kan bidrage med i kroner og øre. Det er særdeles nyttig viden for både private investorer og kommunerne, når vi står med store byplanmæssige projekter, siger rådmand Laura Hay, Aarhus Kommune.

Undersøgelsen er inspireret af en tilsvarende i Stockholm. Projektet til to millioner kroner udføres af Københavns Universitet i samarbejde med det svenske firma Spacescape. Bag projektet står også: By&Havn, De Bynære Havnearealer i Aarhus, udviklingsselskabet Kildebjerg Ry A/S, Region Hovedstaden, Københavns, Aarhus, Frederiksberg og Skanderborg Kommune, Ringby kommunerne og De Økonomiske Råds Sekretariat. Naturstyrelsen leder projektet.

DenOffentlige.dk på DenOffentlige.dk Bliv medlem af DenOffentlige og vær med til at skabe debatten, dele viden og fremme en god udvikling i samfundet....
Aktivitet: Artikler: 1359 | Events: 31 | Kompetenceområder: 5

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene: