Myndighederne fejltolker tal om randzonekort

04/10/2012 13:37

Administrator

Det er rent politisk spin, når Natur- og Erhvervsstyrelsen fortæller, at der "kun" er syv procent af landmændene, der har haft korrektioner til randzonekortene, siger formand for L&F Planteproduktion, Torben Hansen.

NaturErhvervstyrelsen udsendte onsdag en pressemeddelelse, hvor kontroldirektør Anders Munk Jensen oplyser, at kun syv procent af de danske landmænd, har haft korrektioner til det såkaldte kompensationskort.

Læs også: Planlovsændring skal give vækst og liv i landdistrikter og beskytte vores kyster

Det svarer slet ikke til den oplevelse, der er i erhvervet, mener Torben Hansen, formand for sektorbestyrelsen, Landbrug & Fødevarer, Planteproduktion.

- Det er politisk spin fra NaturErhvervstyrelsen, som jeg er meget overrasket over. De skulle hellere bruge tiden på at afklare de mange tvivlsspørgsmål, og få deres egne IT-systemer til at virke tilfredsstillende, siger Torben Hansen.

Læs også: KL: Både godt og skidt i forslag

Han undrer sig over, at NaturErhvervstyrelsen udsender en pressemeddelelse en måned før fristen for at indsende rettelser udløber.

-Vi kan ikke få NaturErhvervstyrelsen til at svare på, i hvilke tilfælde der skal indsendes rettelser. Derfor er det overraskende at der allerede er syv procent af landmændene, der har sendt rettelser ind, selvom vi reelt ikke kan få oplyst, om det er nødvendigt, siger Torben Hansen.

Ifølge ham, afventer landmændene også stadigvæk svar på en række andre afgørende spørgsmål omkring randzoner.

- Mange landmænd venter på at få kommunerne til at svare på, om de har vandløb, hvor der skal være randzoner. Desuden kører NaturErhvervstyrelsens IT-systemer stadig langsomt og ustabilt, og der spildes mange arbejdstimer hos landmænd og konsulenter. Derfor er jeg overrasket over, at styrelsen bruger tid og ressourcer på at lave opgørelser, når de i stedet kan bruge tiden på at afklare nogle af de mange tvivlsspørgsmål eller på at få deres systemer til at fungere, siger formanden.

Han efterspørger samtidig en udmelding fra NaturErhvervstyrelsen omkring unøjagtighederne i kompensationskortet.

- Det vi kan se på det såkaldte kompensationskort, er at langt de fleste randzoner er indtegnet mere eller mindre upræcist. Hvis vi ikke snart får en udmelding fra NaturErhvervstyrelsen om kravene til præcision ved indtegning og ansøgning om randzonekompensation, så må vi opfordre alle landmænd til at meddele styrelsen, at deres randzoner er indtegnet upræcist i forhold til vandløb og søer kronekant, og de ser frem til, at det bliver rettet, inden ansøgningsperioden begynder, siger Torben Hansen.

Mest Læste

Annonce