Næstved skal huse socialministerens børnehus

19/12/2012 14:54

Næstved Kommune

En enig gruppe af kommunerne i Region Sjælland har anbefalet, at et såkaldt børnehus skal placeres i Næstved Kommune.

De senere års skræmmende sager om børn, der har været udsat for grove seksuelle overgreb, fik socialminister Karen Hækkerup til at sikre etableringen af i alt fem børnehuse, der dækker de fem regioner. Her skal de krænkede børn kunne huses i trygge rammer – mens de mange fagfolk, der skal udrede, afhjælpe og behandle er samlet om barnet.

Udvalgsformand Søren Dysted og borgmester Carsten Rasmussen er glade for at Næstved Kommune trak det længste strå i diskussionen om placeringen. ”Vi har gennem mange år haft et stærkt samarbejde med Næstved Politi og Næstved Sygehus – bl.a. i sager om børn og unge. Og det er blandt andet troværdigheden i dette samspil, der nu har sikret os en yderligere platform for at komme endnu tættere på hinanden. Børnehuset vil uvægerligt betyde endnu et løft til børn- og ungeområdet i Næstved,” slutter de.

Den endelige placering af børnehuset er endnu ikke fastlagt. Det forventes at børnehuset åbner senest i oktober 2013.

Mest Læste

Annonce