Nødvendigt at tage til genmæle

05/07/2012 12:13

Roskilde Kommune

"Vi er nødt til at kunne tage til genmæle, når Folketingsmedlemmer og Cepos tager alle midler i brug for at bringe kommunen i miskredit", siger Roskilde Kommunes borgmester Joy Mogensen. Kommunen har valgt at købe ekstern konsulentbistand til at håndtere kommunikationen i forbindelse med en ekspropriationssag.

Det havde karakter af en mediestorm, da tænketanken Cepos og et par konservative folketingsmedlemmer tidligere på året beskyldte Roskilde Kommune for bestikkelse i en sag om ekspropriation. I maj blev kommunen frikendt af Tilsynet, men kommunen har oprustet sit kommunikationsberedskab med ekstern konsulentbistand i denne sag.

- Vi er nødt til at kunne tage til genmæle, når Folketingsmedlemmer og Cepos tager alle midler i brug for at bringe kommunen i miskredit, siger Roskilde Kommunes borgmester Joy Mogensen.

En ekspropriationssag i området ved Dyrskuepladsen i Roskilde har givet så kraftige dønninger, at kommunen har valgt at købe ekstern konsulentbistand til at håndtere kommunikationen.

- Roskilde Kommune blev i forbindelse med ekspropriationssagen udsat for meget alvorlige og grove beskyldninger i pressen om, at vi havde taget imod bestikkelse. Vi oplevede, at den borgerlige tænketank CEPOS kastede ressourcer ind i sagen, og at et par folketingspolitikere havde kraftige meninger om sagen, baseret på de falske rygter, siger Joy Mogensen.

Selv om Tilsynet ved Statsforvaltningen Sjælland har gennemgået sagen og pure har frifundet kommunen for mistanken om bestikkelse, vurderede hun derfor, at det var nødvendigt at tage til genmæle.

- Det er nemmere sagt end gjort at tage til genmæle, når beskyldninger og rygter er løbet i forvejen. Vi havde brug for en rådgiver med solid erfaring i at håndtere en vanskelig mediesituation af national karakter. Derfor hyrede vi Ulveman, siger Joy Mogensen om kommunens aftale med kommunikationsbureauet Kristiansen.Ulveman.

Baggrunden er, at kommunen i forbindelse med en helhedsplan for et stort område i det sydlige Roskilde har eksproprieret 60.000 m2 landbrugsjord fra en gartner. Jorden har ligget brak i mange år og har ikke været en del af gartnerens planteskolevirksomhed.

Da ejeren af jorden krævede 40 gange jordens markedsværdi, kunne grundejeren og kommunen ikke blive enige om ejendommens værdi. 26 ud af Byrådets 31 medlemmer valgte derefter at ekspropriere, fordi jorden har stor betydning for at virkeliggøre både helhedsplanen og den lokalplan, der er vedtaget for området.

Kommunen tager på det kraftigste afstand fra påstande i medierne om, at kommunen skulle forsøge at påvirke Miljø- og Naturklagenævnets behandling af ekspropriationssagen.

-Påstanden om at vi forsøger at påvirke medlemmerne af Miljø- og Naturklagenævnet er meget fantasifuld og uden hold i virkeligheden. Sådan arbejder Roskilde Kommune ikke. Vi har i øvrigt tillid til, at Miljø- og Naturklagenævnet behandler sagen uden skelen til Kjeld Bjergegaards mærkelige påstande og vedvarende mistænkeliggørelse af kommunen i et forsøg på at fremtvinge en uberettiget høj pris for hans jord. Roskilde Kommune følger alle spilleregler i denne sag, hvilket Tilsynet også for nylig har fastslået, påpeger Joy Mogensen. 

Læs evt. mere om sagen på www.roskilde.dk/råstoffestival.
 

Mest Læste

Annonce