Ny analyse: Greve er Sjællands-mester i privat erhvervsliv

Infrastruktur

12/10/2012 10:27

Greve Kommune

Greve Kommuner slår alle andre kommuner på Sjælland, når det gælder andelen af jobs i det private erhvervsliv. Det viser en helt ny analyse fra Vækstforum Sjælland. I runde tal kan Greve Kommune glæde sig over, at tre ud af fire jobs er i private virksomheder. Til sammenligning er det kun tre ud af fem jobs, som er i private virksomheder i resten af Region Sjælland.

- Vi har et stærkt erhvervsliv i Greve. Der er næsten 12.000 mennesker beskæftiget i de private virksomheder her i kommunen, og virksomhederne eksporterer i alt for 2,9 milliarder hvert år. Det er rigtig flot og vidner om dygtige virksomheder med dygtige ledere og medarbejdere, siger borgmester i Greve Kommune Hans Barlach.
Vækstforum Sjælland har kigget på alle de tal, der tilsammen afgør, hvordan erhvervslivet har det i en kommune. Greve Kommune har for eksempel Sjællands-rekord i handelsliv.
- Greve er et handelscentrum for en stor del af Køge-bugt området, og vi har nu flere end 4.500 arbejdspladser inden for handel, fortæller borgmesteren.
Men Greve Kommune mærker også den globale krise. Især bygge- og boligvirksomhederne har skåret ned.
- Man kan ikke komme uden om, at krisen også har taget mange arbejdspladser her i kommunen. Vi har mange borgere, der arbejder inden for byggeri og boliger, og det er et af de områder der har været hårdest ramt af krisen, fortæller borgmesteren.

Dansk Industri undersøgte i sidste måned erhvervsklimaet i kommunerne. I den undersøgelse klarede Greve Kommune sig også godt. Blandt andet tilbyder Greve Danmarks bedste rammevilkår og er nummer 17 på den samlede liste over 98 kommuners erhvervsvenlighed.

Mest Læste

Annonce