Ny bog, ny politisk vision: DeltagerDanmark

08/04/2013 12:41

Administrator

Centrum-venstre står midt i en politisk krise. Og samtidig er vores demokrati massivt udfordret af den økonomiske krise og det vedholdende bureaukrati. Friheden for den enkelte borger er reduceret og i stedet har højrefløjens markedsfundamentalisme domineret alt for længe. Det er tid til, at vi som borgere tilbageerobrer magten over vores liv.

DeltagerDanmark er en ny debatbog, skrevet af folk fra og omkring Cevea, som sætter fokus på den demokratiske deltagelses udfordringer og muligheder, samt giver et bud på en ny centrum-venstre vision.

”Vi skal satse på danskernes ansvar og evner. Det er og bliver centrum-venstres fornemmeste opgave at sikre stemmer til dem, der ikke har det og sikre deltagelse fra alle der kan. Centrum-venstre skal sikre, at danskerne får magt over deres banker, deres velfærd, deres partier, deres arbejdspladser, deres fagbevægelse og helt grundlæggende over deres egen hverdag. Det er det simple og helt grundlæggende ærinde med bogen. Det er samtidig et opråb til partierne på centrumvenstre: sats på den demokratiske deltagelse af alle danskere.”, siger Jens Jonatan Steen, analysechef i Cevea og en af bogens forfattere.

DeltagerDanmark er et bud på at formulere brudstykkerne til en ny politisk vision for særligt centrum-venstre, som handler om deltagelse, inddragelse og organisering. Bogen er et ønske om og en opfordring til at styrke den demokratiske deltagelse. I bogens indledning hedder det:

"Vi har mistet magten over vores økonomi til en løssluppen finanssektor. Vi har mistet indflydelse på vores arbejdspladser, der er blevet brikker i ansvarsløse aktionærers puslespil. Vi har mistet magten over vores velfærd til markedsgjorte bureaukrater. Og i vores bevægelser og partier, der skulle være modvægten hertil, er vi ved at afgive roret til kontorernes strukturer og spindoktorernes jagt efter meningsmålinger. Det er den grundlæggende politiske udfordring, vi står over for i dag."

"Vi lever i en tid hvor danskernes apati og modløshed overfor et stadig mere afkoblet politisk system vokser. Der har vi brug for at gøre noget radikalt. Politisk professionalisering, teknokratisering og top-downledelse har vist sig ikke at være vejen frem. Derfor skal der nu sadles om. Det politiske mål for centrum-venstre, er at skabe et samfund, der defineres af inddragelse og deltagelse blandt borgerne. DeltagerDanmark er navnet på den vision.”, fortsætter Jens Jonatan Steen.

DeltagerDanmark er skrevet af Bjørn Hansen, Emilie Turunen, Kristian Weise, Nanna Westerby, Jens Jonatan Steen, Peter Hummelgaard og Bjarke Dahl Mogensen, og bogen forholder sig til emner som økonomi, arbejdspladser, velfærd, de folkelige bevægelser som eks. fagforeninger, og partierne.

”Bogen er både en advarsel og et bud på et alternativ. Vi står nemlig endnu engang i en brydningstid. Den økonomiske krise er på vej til at give os et samfund, hvor alles kamp mod alle bliver normen. Hvor friheden for den enkelte bliver friheden til at gå på røven helt uden støtte fra fællesskabet. Men den kan også blive til starten på en demokratisering og politisk organisering, der modsvarer de stolteste øjeblikke i vores historie. Vi håber, at DeltagerDanmark kan bidrage til diskussion og løsninger for Danmark, der drejer sig om mere og andet end tekniske 2020-planer.”, udtaler Kristian Weise, direktør i Cevea og ligeledes medforfatter på bogen.


DeltagerDanmark
Af Bjørn Hansen, Emilie Turunen, Kristian Weise, Nanna Westerby, Jens Jonatan Steen, Peter Hummelgaard og Bjarke Dahl Mogensen.

Udkommer 4. april 2013 på Informations Forlag, se http://www.informationsforlag.dk/view_product.php?product=978-87-7514-4051

Mest Læste

Annonce