Ny rapport: Kammerater har betydning for dine uddannelsesmuligheder

23/10/2012 14:27

Administrator

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) offentliggør i dag den årlige publikation Fordeling og Levevilkår 2012: ’Uddannelse skal styrkes gennem hele livet’. Rapporten kortlægger bl.a., hvordan børns muligheder for uddannelse i stor stil påvirkes af deres hjemmebaggrund, men ligeledes af deres klassekammerater i folkeskolen.

I rapporten dokumenteres det bl.a., at der kan måles en positiv effekt blandt elever fra ressourcesvage hjem, hvis de har gået i en klasse med mere end 30 procent elever fra ressourcestærke hjem. De nye beregninger, der i dag offentliggøres, viser, at kommer man fra et ressourcesvagt hjem, er der 25 procent øget chance for at få en uddannelse, hvis man har gået i en stærk folkeskoleklasse.

”Den sociale arv spiller fortsat en stor rolle for børns uddannelseschancer. Der er stadig en klar sammenhæng mellem forældrenes uddannelsesbaggrund og børnenes. Nu kan vi imidlertid dokumentere, at det ikke kun er børnenes hjemmebaggrund, der har betydning for, hvordan børn klarer sig i forhold til uddannelse. Klassekammeraterne har ligeledes betydning for uddannelsesmulighederne”, udtaler chefanalytiker i AE Jonas Schytz Juul.

Zoomer man helt ind på karaktererne i folkeskolen, er der stor forskel på, hvilke karakterer børnene opnår afhængig af hjemmebaggrund og klassekammerater. Der er næsten 3 karakterers forskel mellem børn fra ressourcestærke hjem og børn fra ressourcesvage hjem.

”At vi kan genfinde en så stærk social arv i dag er beskæmmende. Der er en signifikant forskel på børns karakterniveau og dermed deres fremtidige muligheder på baggrund af deres familiebaggrund. Det er alarmerende og en udvikling, som vi som samfund er forpligtiget til at tage alvorligt,” siger Jonas Schytz Juul og fortsætter:

”Ser man på børn fra ressourcesvage hjem, opnår de i gennemsnit ét karakterniveau højere, hvis de har gået i en klasse med mere end 30 pct. ressourcestærke elever. Det er derfor vigtigt, at de danske skoler ikke polariseres, således at de ressourcesvage elever koncentreres i enkelte skoler,” afslutter AE’s chefanalytiker.  

Læs rapportens kapitel om klassekammerateffekten her
Læs hele rapporten her

Mest Læste

Annonce