Offentligt ansatte har ikke tid til at spare penge

FTF: Sygeplejersker, lærere, pædagoger og andre medlemmer af FTF er i stor stil klar til at udvikle nye redskaber og metoder, der kan spare penge og øge effektiviteten på jobbet. Men den slags innovation bremses ofte af kortsigtet fokus på økonomi. Det viser en ny undersøgelse, som FTF har foretaget.

Læs mere på FTF hjemmeside

Den offentlige sektor skal spænde livremmen endnu længere ind til næste år end ellers ventet. Der er varslet tusindvis af fyringer i den offentlige sektor. Det stod bl.a. klart med den seneste økonomiske redegørelse fra finansministeren.

Medarbejdere og ledere i den offentlige sektor har på den måde udsigt til endnu færre penge til at opfylde borgernes stadigt lige høje forventninger for. Men de ansatte har faktisk en løsning på, hvordan man udvikler samtidig med, at man effektiviserer: Innovation på arbejdspladserne sparer både penge, øger effektiviteten og kvaliteten.

Innovation får imidlertid ikke plads – den bremses af politikeres og lederes kortsigtede fokus på den stramme økonomi. Det viser en ny undersøgelse, som FTF har foretaget blandt ca. 2.100 offentligt ansatte.

Effektivisere og udvikle på samme tid
I undersøgelsen svarer hver tredje (34 procent), at innovation på arbejdspladsen har ført til bedre og mere effektive arbejdsgange. En lige så stor del (33 procent) mener, at innovationen har løftet kvaliteten af produkter eller ydelser.

De positive effekter af innovation har man bl.a. også oplevet på Herlev Hospital. Her har to it-virksomheder samarbejdet med hospitalet og en patientorganisation om at udvikle nye værktøjer, der giver patienterne mulighed for at tage aktivt del i deres eget behandlingsforløb. Ved hjælp af internet og mobiltelefoner kan de mere ressourcestærke patienter hjemmefra bl.a. både udføre små test, tjekke patientstatus, få overblik over behandlingsprocessen, bestille tid og få en virtuel konsultation.

Ud over at løfte både effektivitet og kvalitet for de eksisterende ressourcer giver innovation også direkte besparelser i mange tilfælde. Op mod en tredjedel (29 procent) af de ansatte mener, at innovation på deres arbejdsplads har ført til besparelser på budgettet.

Kortsigtet tænkning hindrer innovation
Men der er tilsyneladende barrierer for at få gevinsterne hjem og dermed rette op på økonomien i den offentlige sektor; der er ikke plads til at være innovativ og kreativ, lyder meldingen fra de ansatte. I undersøgelsen svarer 29 procent af de offentligt ansatte således, at kortsigtet fokus på økonomi og bundlinje gør, at der ikke er plads til innovation.

Det er et billede, som Bertha Langhoff Hansen, formand for BUPL Vestsjælland, genkender fra meldingerne fra medlemmerne ude på de kommunale arbejdspladser.

"Lige nu ser politikere uanset partifarve meget koncentreret på bundlinjen på helt kort sigt. Men de er nødt til at skabe rum til udvikling, der også giver en bedre bundlinje på længere sigt", siger hun.

Det rum er meget svært at finde i hverdagen på arbejdspladserne lige nu, men det er tvingende nødvendigt at medarbejderne får mere plads til innovation på jobbet, mener Bertha Langhoff Hansen.

"Innovationen har trange kår med de massive besparelser, der er på de offentlige arbejdspladser nu. Fx på institutionsområdet, hvor én pædagog kan risikere at stå med 17 børn på en arbejdsdag. Her kommer det til at handle om rå pasning. Men hvis vi bliver ved med at gøre de samme ting, bliver vi også ved med at få det samme resultat. På børneområdet eksempelvis dyre anbringelser. Vi er nødt til at udvikle og tænke nyt, hvis vi skal være mere effektive og få kvalitet ud af færre penge", siger hun.

Medarbejderne har også et ansvar
Også medarbejderne har et ansvar for at sætte innovation på dagsordenen, pointerer Bertha Langhoff Hansen. Det skal de gøre i de såkaldte MED-udvalg, hvor medarbejdere og ledere mødes for at diskutere personalepolitiske forhold. Her skal medarbejder-siden turde stille spørgsmålet om, hvordan der bliver skabt plads til innovation. Viljen skal være der på begge sider, pointerer hun.

Helle Kehlet, formand for FTF-Region Sjælland, kan også genkende billedet

"Mange medarbejdere oplever for tiden, at de har været i gang med spændende udviklingsinitiativer, som så bliver skåret væk. Nogle embedsmænd og politikere har is i maven og er modige og satser på at holde fast i de gode og nytænkende løsningsmodeller. Men mange steder skærer man alt nytænkende, kreativt og innovativt væk, fordi der skal spares. Det er paradoksalt, fordi noget af det, der skæres væk, netop er det, der kunne være med til at give besparelser", siger hun.

Inddrag brugere og medarbejdere
Det har særlig positiv effekt, når medarbejderne også inddrager borgerne i innovation. 71 procent af svarpersonerne i FTF’s undersøgelse angiver positive effekter at inddrage borgerne/brugerne – fordelt på 17 procent 'i høj grad positive' og 54 procent 'i nogen grad positive'.

Rejsehold i innovation
I forhold til den forbedring af den offentlige økonomi, der ligger gemt i at satse på innovation, har regeringen været alt for uambitiøs. Det pointerer Bente Sorgenfrey, formand for FTF.

Det udspil, som regeringens økonomiske tænketank Vækstforum kom med her i efteråret, betegner hun fx som forkølet og uden perspektiv på innovationsområdet. Ikke mindst på baggrund af, at OECD i sin seneste rapport også fremhæver, at netop dét at involvere medarbejderne og brugere i innovation er en kilde til vækst.

”Medarbejdernes appetit på innovation bør udnyttes meget bedre og tages mere alvorligt. Innovation viser fx vejen til at spare på en mere konstruktiv måde, end der nu er lagt op til med fyringer og dårligere service. Her må vi også gå ind og se på de barrierer, som medarbejderne møder i forhold til at bidrage bedre til innovation”, siger hun.

FTF foreslår bl.a. at der skal nedsættes et nationalt videncenter om innovation i den offentlige sektor. Tanken er at centeret skal opsamle, opbygge og sprede viden og erfaringer om offentlig innovation. Videncenteret skal have et ”rejsehold”, der kan hjælpe offentlige institutioner med innovationsprojekter.


Om undersøgelsen
I alt medvirker 3.083 medlemmer - heraf ca. 2.100 offentligt ansatte - fra 24 forskellige fagforeninger under FTF.

DenOffentlige.dk på DenOffentlige.dk Bliv medlem af DenOffentlige og vær med til at skabe debatten, dele viden og fremme en god udvikling i samfundet....
Aktivitet: Artikler: 1359 | Events: 31 | Kompetenceområder: 5

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene: