Ombudsmanden tilfreds med rapporten om Skarridsøhjemmet

27/12/2011 23:10

Holbæk Kommune

Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen har gennemgået den eksterne undersøgelsen af Skarridsøhjemmet og konkluderer i et brev til kommunen, at han ikke vil foretage sig mere i sagen. I forbindelse med Ekstra Bladets omtale af Skarridsøhjemmet bad ombudsmanden om at blive underrettet om resultatet af KL’s undersøgelse af forholdene på hjemmet.

Straks rapporten fra KL lå klar, sendte Holbæk Kommune et eksemplar til ombudsmanden. Rapporten gennemgår de omsorgsmæssige, administrative, ledelsesmæssige og personalemæssige forhold på stedet og konkluderer, at der ikke er grund til at kritisere medarbejdere eller ledelsen på Skarridsøhjemmet eller Holbæk Kommune. Samtidig understreger rapporten, at Ekstra Bladets beskrivelser i flere tilfælde er ”stærkt misvisende” og ”en grov fordrejning af de faktiske forhold for beboerne”.
I rapporten kommer KL’s konsulenter med enkelte anbefalinger, blandt andet at rygereglerne bliver indskærpet, og at ledelsen indfører et ekstra sikkerhedstjek af, om alle nyansatte forstår reglerne om medicingivning. Holbæk Kommune har på nuværende tidspunkt fulgt op på samtlige anbefalinger i rapporten.
Klar udtalelse
Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen har gennemgået KL-rapporten og udtaler på den baggrund, at ”Idet jeg går ud fra, at Holbæk Kommune og ledelsen på Skarridsøhjemmet følger op på de konkrete anbefalinger i rapporten, foretager jeg mig ikke mere i sagen”.
Ombudsmandens reaktion kommer ikke som en overraskelse for borgmester Søren Kjærsgaard, men han sætter alligevel pris på den klare udtalelse:
- Ombudsmanden har nøgternt og objektivt gennemgået rapportens 144 sider, og jeg ser hans udtalelse som et klart udtryk for, at han har tillid til, at forholdene på Skarridsøhjemmet er helt i orden.

Mest Læste

Annonce