Otte leverandører har ansøgt om prækvalifikation

25/10/2012 14:50

Region Hovedstaden

Otte stærke leverandører har ansøgt om prækvalifikation til It-Sundhedsplatformen, som Region Hovedstaden og Region Sjælland for nylig sendte i fælles udbud.

It-Sundhedsplatformen er en ny og moderne it-platform, der skal erstatte kernefunktionaliteten i de nuværende kliniske systemer på sygehusene i de to regioner, og som giver nye muligheder for kommunikation, patientinddragelse og
samarbejde på tværs af sektorer.

Region Hovedstaden og Region Sjælland sendte i september It-Sundhedsplatformen i udbud med deadline for ansøgning om prækvalifikation den 23. oktober. De to regioner
har modtaget ansøgninger fra otte kvalificerede leverandører, som nu skal evalueres for at udvælge de fem prækvalificerede leverandører til udbuddet.
Ansøgerne er:
· IBM Danmark Aps / Systematic
· Cerner Ireland, Ltd.

· Cambion Healthcare Systems

· Siemens A/S

· ChipSoft B.V.

· CompuGroup Medical Denmark A/S

· Epic

· CSC Scandihealth A/S
- Det er et bredt ansøgerfelt med en række stærke danske og internationale leverandører, som alle har stor erfaring inden for løsninger og it-systemer til sundhedsvæsenet samt referencer til store, danske eller internationale installationer. Alt i alt et rigtigt godt første skridt i udbudsprocessen omkring Østdanmarks nye It-Sundhedsplatform, siger koncerndirektør Lars Onsberg Henriksen,
Region Sjælland.

- Vi går nu i gang med en grundig evaluering af de otte leverandører, hvorefter vi ultimo november udvælger fem prækvalificerede leverandører. Vi vil fokusere på leverandørens evne til at levere produktet, og de enkelte produkter bliver derfor ikke vurderet på nuværende tidspunkt. Produktevalueringen følger i dialog- og
tilbudsfasen, siger koncerndirektør Svend Hartling, Region Hovedstaden.

Om It-Sundhedsplatformen
It-Sundhedsplatformen er en ny og moderne it-platform, der skal erstatte kernefunktionaliteten i de nuværende systemer i Region Hovedstaden (H-EPJ) og Region Sjælland (OPUS) med et mere fleksibelt og åbent system. It-Sundhedsplatformen vil
være baseret på en effektiv og sammenhængende standard-rammeløsning, der giver mulighed for at bringe sygehusvæsenet i begge regioner op på en meget høj it-standard. Sundhedspersonalets arbejde bliver papirløst, og patienten kommer i centrum.

Med It-Sundhedsplatformen får sundhedspersonalet adgang til alle data på den enkelte patient. Det skal sikresammenhæng i behandlingen på tværs af sektorer. Samtidig får patienten en større rolle i sit eget sygdomsforløb ved at få adgang til alle informationer og mulighed for at booke tider for behandling og selv indtaste oplysninger i It-Sundhedsplatformen. Den nye platform kommer i pilotdrift i 2014 i Region Hovedstaden og forventes taget i brug primo 2015 i hele Region Sjælland og løbende frem mod ultimo 2016 i resten af Region Hovedstaden.

Mest Læste

Annonce