OVERBLIK OVERFØRSELSINDKOMST: Tidlig førtidspension koster både den enkelte og statskassen dyrt

Gennem livet har en førtidspensionist op til 2,5 millioner kroner mindre til sig selv sammenlignet med personer, der ikke er på førtidspension - samtidig går samfundet glip af millioner i tabt vækst og velstand - målt på de offentlige finanser er førtidspension særlig dyr - hver gang en 18-årig tilkendes førtidspension, går statskassen glip af 8-10 millioner kroner.

Læs analysen

Førtidspensionen ligger på omkring 200.000 kr. , hvilket nogenlunde svarer til højeste dagpengesats eller lidt mindre end årsindkomsten for en lavtlønnet.

Langt de fleste personer på arbejdsmarkedet vil dermed have en årsindkomst, der er højere end før-tidspensionen, og gennem et helt liv på førtidspension kan det betyde mange millioner i tabt livsindkomst, hvis man kommer tidligt på førtidspension.

Et liv på førtidspension koster millioner i tabt velstand
Når én person tilkendes førtidspension lever man typisk af offentlige overførsler frem til pensionsalderen, selvom der i lovgivningen er mulighed for at arbejde ved siden af førtidspensionen.

Går man på førtidspension som 18-årig kunne man alternativt have haft en værditilvækst gennem livet, der var 10,8 mio. kr. højere, hvis man var ufaglært, og som faglært havde tilvæksten gennem livet være 14 mio. kr. større, selv når der tages højde for uddannelsesomkostninger.

Des senere man går på førtidspension, des mindre er tabet målt på velstanden. En 35-årig førtidspen-sionist har et tab på 8 mio. kr. sammenlignet med ufaglærte og 10-11 mio. kr. sammenlignet med faglærte eller personer med videregående uddannelser.

Førtidspensionering som 40-årig koster 6,7 mio. kr. sammenlignet med ufaglærte og 8-9 mio. kr. sammenlignet med erhvervskompetencegivende ud-dannede.

Førtidspensionen er dyr for statskassen
En anden måde at opgøre effekten af forskellige livsforløb er ved at betragte effekten på den offentlige saldo, dvs. indtægter fra skatter kontra udgifter til overførsler og uddannelse.

En person, der får førtidspension som 18-årig, har i gennemsnit en negativ effekt på de offentlige finanser på 5,7 mio. kr. gennem livet. Forklaringen er, at førtidspensionister har meget små skatteindbetalinger samtidig med at de er dyre for statskassen pga. overførselsindkomsten.

En gennemsnitlig ufaglært har et positivt bidrag til de offentlige finanser på 1,3 mio. kr., mens personer med en faglært uddannelse i gennemsnit bidrager med 2,6 mio. kr.

Flere på permanent kontanthjælp koster statskassen milliarder
Antallet af kontanthjælpsmodtagere er i løbet af krisen steget med over 35000 personer - en udvikling, der risikerer at koste statskassen milliarder af kroner - hvis antallet kontanthjælpsmodtagere bider sig fast på et niveau, der er 30000 personer over 2008-niveauet, vil statskassen gå glip af 6 milliarder kroner om året.

Læs analyse

Dermed er der ligeledes et stort potentiale, hvis man kan få flere kontanthjælpsmodtagere tilbage i arbejdsstyrken.

Antallet af kontanthjælpsmodtagere er siden juni 2008, hvor arbejdsløsheden var lavest, vokset med ca. 36.700 fuldtidspersoner. I december 2011 var der således ca. 125.700 fuldtidspersoner på kontanthjælp mod ca. 88.900 i juni 2008.

Med tanke på de meget dårlige jobudsigter frem mod 2013, kan den voldsomme stigning i antallet af kontanthjælpsmodtagere, vi har set under denne krise, derfor vise sig at blive mere permanent, end man umiddelbart har ventet.

Antallet af kontanthjælpsmodtagere kan med andre ord bide sig fast, og det kan i sidste ende koste de offentlige kasser dyrt, fordi samfundet skal bruge penge på udbetaling af kontanthjælp og får færre skatteindtægter fra lønindkomst.

Statskassen vinder hver gang én person kommer i beskæftigelse
AE har regnet på, hvor meget stigningen i antallet af kontanthjælpsmodtagere koster statskassen.

Samlet set er bidraget til de offentlige finanser på ca. 208.500 kr. hver gang en person går fra kontant-hjælp til ordinær beskæftigelse.

Hver gang man får én person fra kontanthjælp og i ordinær beskæftigelse, sparer man iflg. beregningerne ca. 120.500 kr. i overførsler fra staten og får samtidig godt 88.000 i øgede skatteindtægter fra arbejdsindkomst.

Konsekvensen af flere kontanthjælpsmodtagere er således ikke kun en øget risiko for, at en stor gruppe mister kontakten til arbejdsmarkedet og marginaliseres, men også dårligere offentlige finanser

30.000 flere på kontanthjælp vil koste statskassen 6 mia. kr.
På baggrund af de historiske erfaringer, og givet den meget langsomme genopretning af dansk økonomi de kommende år, er det desværre ikke urealistisk, at antallet af kontanthjælpsmodtagerne bider sig fast på det nuværende høje niveau.

Dermed kan antallet af kontanthjælpsmodtagere de kommende år vise sig permanent at ligge ca. 30.000 fuldtidspersoner højere end i 2008. Det betyder, at stigningen i antallet af kontanthjælpsmodtagere siden 2008 vil have kostet statskassen ca. 6 mia. kr.

Selv hvis antallet af kontanthjælpsmodtagere bider fast på et niveau, som ”kun” er 20.000 fuldtidsper-soner over niveauet i 2008, vil statskassen gå glip af ca. 4 mia. kr. om året.

50.000 flere langvarigt offentligt forsørgede under krisen
Samlet set er der 834.000 modtagere af offentlig forsørgelse. Af den offentlige debat kan man få det indtryk, at dette tal er dækker over antallet af danskere, der mere eller mindre permanent er ”parkeret” på sidelinjen. Mange optræder imidlertid kun i en kortere periode – fx i forbindelse med korterevarende ledighed, sygdom eller barsel. 607.000 personer har således været offentligt forsørget i mindst 12 sammenhængende måned.

Læs analyse

Ud af det samlede antal offentligt forsørgede på 834.000, viser de bagvedliggende tal, at 607.000 personer har været offentligt forsørget i mindst 12 sammenhængende måned. Det svarer til 73 pct. af det samlede antal offentligt forsørgede. En stor del af disse langvarigt forsørgede er personer på efterløn og førtidspension.

Udelades disse tilbagetrækningsordninger samt modtagelse af barselsdagpenge fra opgørelsen, er der tale om 261.000 langvarigt forsørgede. I dette tal indgår personer på typiske midlertidige ydelser/aktiviteter som fx dagpenge, kontanthjælp, sygedagpenge, støttet beskæftigelse, vejledning og opkvalificering, revalidering samt feriedagpenge.

Det skal ses i sammenhæng med, at der samlet set var 430.000 fuldtidspersoner på disse offentlige forsørgelsesydelser i juni 2011. Det er således lidt over 60 pct., der har modtaget disse ydelser i mindst 12 sammenhængende måneder, mens de resterende 40 pct. har modtaget ydelserne i mindre end 12 sammenhængende måneder.

Stigning i antal langvarigt forsørgede på knap 50.000 personer under krisen
Medtages alle typer af offentlige forsørgelsesydelser er der siden medio 2009 sket en stigning i antallet af langvarigt offentligt forsørgede på knap 50.000 fuldtidspersoner.

Hvis man udelader førtidspension, efterløn og barselsdagpenge af opgørelsen, fremgår det endvidere, at der siden sommeren 2008 er sket en stigning i antal langvarigt offentligt forsørgede på omkring 65.000 personer. Stigningen i antal langvarigt forsørgede er således større, når man udelader tilbage-trækningsordningerne og barselsdagpenge af opgørelsen. Det skyldes navnlig, at antallet af efterløns-modtagere er faldet forholdsvis meget i perioden.

Reformer af offentlige ydelser skal gå hånd i hånd med jobskabelse
Hvilke udfordringer stiller det stigende antal langtidsforsørgede os? For det første illustrerer tallene, at vi ikke alene står med et alvorligt samfundsproblem, når det handler om ledige, der for nylig har haft en tilknytning til det ordinære arbejdsmarked.

Udfordringen er særlig stor for den gruppe, der i dag er på mere langvarig offentlig forsørgelse, fordi længerevarende perioder uden beskæftigelse øger risikoen for at den enkelte mere permanent mister tilknytningen til arbejdsmarkedet.

Det er en stærk ambition at lave målrettede reformer af førtidspension og fleksjob samt af andre midlertidige overførselsydelser. Ikke kun for samfundet og statskassens skyld, men i ligeså høj grad af rent medmenneskelige hensyn, fordi en stor del formentlig gerne vil tage del i arbejdslivet, hvis de får mu-ligheden for det og ressourcerne til det.

Det er imidlertid alfa og omega, at det samtidig lykkes at få gang i væksten og jobskabelsen. Der er i øjeblikket ikke mangel på hænder, man mangel på job. Skal arbejdsmarkedet være i stand til at opsuge det ekstra arbejdsudbud, som reformer på længere sigt kan give, så skal arbejdsløshedskurven for alvor knækkes og beskæftigelsen tilbage på sporet.

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer