Peter Gade og Eskild Ebbesen deler Kulturministeriets Idrætspris 2012

12/12/2012 10:42

Kulturministeriet

Badmintonspilleren og roeren, som begge indstillede deres aktive karrierer i 2012, modtager prisen for deres exceptionelle idrætskarrierer og for deres rolle som fremragende ambassadører for dansk eliteidræt. Kulturminister Marianne Jelved siger:

”2012 var året, hvor to af vores allerstørste sportsnavne indstillede deres idrætskarrierer. Peter Gade og Eskild Ebbesen har været i den absolutte verdenselite inden for henholdsvis badminton og roning i næsten to årtier. De har høstet et hav af titler og medaljer og er ikoner i dansk idrætshistorie. De er ambassadører for Danmark og for deres respektive idrætter og står for dedikation, benhårdt arbejde og utrættelig viljestyrke. Samtidig er Peter Gade og Eskild Ebbesen med deres personlige erfaring og udstråling uvurderlige rollemodeller både for eliteidrætsudøvere og for mange helt almindelige danskere. Jeg kan ikke forestille mig mere værdige modtagere af årets pris.”


Baggrund for Kulturministeriets Idrætspris

Prisen på i alt 100.000 kr. uddeles af kulturministeren en gang årligt for en exceptionel idrætspræstation eller indsats inden for idrættens verden. Peter Gade og Eskild Ebbesen modtager prisen foran 11 andre indstillede kandidater.

Peter Gade og Eskild Ebbesen er indstillet af henholdsvis Team Danmark og Danmarks Idræts-Forbund (DIF) for deres exceptionelle idrætskarrierer. Peter Gade har været blandt verdens 5 bedste badmintonspillere i 15 år og er respekteret for sit store engagement i badmintonsporten og for sin indsats som ambassadør for dansk badminton og eliteidræt. Eskild Ebbesen har vundet medaljer ved 5 OL i træk og har seks VM-titler i bagagen. Han regnes for verdens bedste letvægtsroer gennem tiderne og er kendt og respekteret som en inspirerende fighter og en vinder.

Kulturministeriets Idrætspris er tidligere gået til Dansk Bordtennis Union (2005), forskeren Bente Klarlund Pedersen (2006), trampolinspringeren Peter Jensen (2007), ildsjælen Martin Damgaard (2008), idrætsforeningen B 1909 (2009), tidligere dopingmisbruger og nuværende foredragsholder Ditlev Traasdahl Madsen (2010) og forskeren Bengt Saltin (2011).

Mest Læste

Annonce