R-kandidat: Tag ansvar– og kom ud af kattepinen!

13/04/2011 12:22

Nick Allentoft

Folketingskandidat og tidligere viceborgmester i Gentofte, Marie-Louise Andreassen fra det Radikale Venstre opfordrer ledelsen i partiet til at gå med i en aftale om Danmarks økonomiske fremtid - plan 2020.”

Af frygt for at tabe magten har regeringen undladt rettidige reformer. De Radikale har længe haft et konstruktivt bud på, hvordan vi via reformer kan genoprette økonomien i Danmark. Regeringens plan 2020 er nu fremlagt og det er i hovedtræk radikal politik. Der er stor overensstemmelse mellem planen og de Radikales bud på de reformer, der skal gennemføres, for at få landets økonomi genoprettet.

Marie-Louise Andreassen udtaler:

”Topledelsen i partiet skal gå til forhandlingsbordet med regeringen med det udgangspunkt, at få gennemført så meget af vores politik som muligt og indgå i et forlig og på den måde være med til at tage ansvar for at landet kommer tilbage på rette kurs. Vi skal gå konstruktivt ind i arbejdet og sikre en plan, der hænger sammen og som på sigt er med til at skabe vækst. Spørgsmålet om boligskatten må ikke være det afgørende for, om Radikale Venstre går med i en aftale om genopretning af landets økonomi. Der er for meget på spil nu, og i hovedtræk er der radikal politik på bordet nu”.

Vælgerne er usikre – og med rette!
Det skaber stor usikkerhed hos vælgerne, hvis Radikale Venstre bruger flere kræfter på at finde årsager til ikke at kunne indgå i forhandlingerne end at fokusere på at få radikal politik igennem. Dertil kommer at ledelsen så skråsikkert peger på Helle Thorning som landets næste statsminister, når partiet og S–SF stort set er uenige om den økonomiske politik.

”Jeg har gennem den seneste tid mødt rigtig mange vælgere der gerne vil stemme radikalt, men er usikre på, hvor vi står efter et valg. De er usikre på om situationen ender med, at Radikale skal sælge så meget ud af mærkesagerne for at være en del af et regerings-grundlag for S–SF. Gårsdagens udvikling bærer brænde til det bål. Vi er nødt til at forholde os til den kattepine, vi har sat os i. Løsningen må være, at gå i forhandlinger på fredag og dernæst sikre at vi står frit og åbent efter næste valg. Så kan vi fokusere udelukkende på at få skabt et regeringsgrundlag med mest muligt radikalt politik, og som ansvarligt tager hånd om den økonomiske udfordring Danmark står overfor” slutter Folketingskandidat Marie-Louise Andreasen fra Radikale Venstre.
 

Mest Læste

Annonce