Rasmus Willig modtager pris for ytringsfrihed

14/11/2012 12:46

Administrator

Lektor ved Roskilde Universitet Rasmus Willig har netop modtaget FTF-prisen på 100.000 kr. for sit arbejde med at afdække vilkårene for ansattes ytringsfrihed.


”Et gigantisk demokratisk problem”. Sådan beskriver FTF’s formand, Bente Sorgenfrey, det faktum, at både offentligt og privat ansatte holder sig tilbage med at ytre sig om kritisable forhold på deres arbejdsplads. Og et faktum er det: FTF (Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd) har netop i en undersøgelse blandt 4.000 ansatte afdækket, at et flertal frygter negative konsekvenser på jobbet, hvis de åbner munden.

Tallene bekræfter tendensen fra to tidligere FTF-undersøgelser af ytringsfrihed på arbejdspladserne. På den baggrund har FTF på sin kongres i år valgt at give FTF-prisen på 100.000 kr. til Rasmus Willig, der som lektor ved RUC har forsket i ansattes ytringsfrihed.

Den demokratiske nødvendighed
Om begrundelsen for valget af Rasmus Willig siger Bente Sorgenfrey:

”På baggrund af ytringsfrihedens nødvendighed har vi valgt at give prisen til en af de stemmer, der har blandet sig i debatten – og som vedholdende har talt for den demokratiske nødvendighed af at sikre de ansattes ytringsfrihed. Ikke mindst når styringsformer som New Public Management og den almindelige krisebevidsthed gør det sværere og sværere for den enkelte lønmodtager offentligt at påpege, når noget er helt galt på vedkommendes arbejdsplads.”

”Vi kan igen og igen konstatere, at ansatte der benytter sig af deres ret til at udtale sig om kritiske forhold på deres arbejdsplads bliver isoleret, irettesat eller oplever andre negative konsekvenser,” tilføjer hun.

Rasmus Willig er glad for at have modtaget FTF-prisen:

"Jeg glæder mig meget over, at mit forskningsområde får så meget opmærksomhed, og jeg er meget beæret over den fine pris," siger han.

Også rektor ved RUC Ib Poulsen glæder sig over hædringen: ”Jeg er naturligvis glad både på Rasmus Willig og RUC’s vegne. Prisen er en vigtig anerkendelse af det store og væsentlige stykke arbejde, Rasmus Willig gør i forhold til at sikre ytringsfriheden på danske arbejdspladser”, siger han.

FTF-prisen uddeles ved FTF-kongressen, der afholdes hvert tredje år.

Om Rasmus Willig
Rasmus Willig er lektor og sociolog på Institut for Samfund og Globalisering, RUC, hvor han arbejder på et treårigt forskningsprojekt om offentligt og privat ansattes ytringsfrihed. Han er en fremtrædende kritiker af psykologien bag ledelsesformen ’den anerkendende tilgang’, som han bl.a. har betegnet som positivitets-facisme.
 

Mest Læste

Annonce