Regionerne har afbrudt forhandlingerne om en ny overenskomst med de praktiserende læger og har i den seneste tid brugt en beretning fra Rigsrevisionen som undskyldning for et frontalangreb på de praktiserende lægers medindflydelse på styringen og udviklingen af almen praksis.
Beretningen er en tynd kop te, men det generer ikke de konfliktsøgende regioner, som spiller hasard med hovedhjørnestenen i sundhedsvæsenet. Hvis regionerne gør alvor af truslen om at opsige overenskomsten inden jul, vil det i værste fald føre til, at alle borgere skal betale for at gå til deres egen læge fra den 1. april 2013, hvor overenskomsten udløber samt føre til stigende sundhedsudgifter. Det kan ingen være tjent med.
Medindflydelsen fungerer
Alle er enige om, at Danmark i dag har ét af de bedste primære lægesystemer i verden. Kvaliteten er høj, og borgerne er meget tilfredse med deres familielæge. Vi er tæt på, lette at komme i kontakt med ved akut sygdom og derfor med til at skabe tryghed.
Vi er også med til at holde udgifterne i sundhedsvæsenet nede, da vi blot sender hver tiende patient videre til det dyrere sygehusvæsen. Det koster kun samfundet 1.400 kr. om året per borger at sikre hver dansker adgang til lægehjælp 24 timer i døgnet, året rundt.
En væsentlig årsag til de fine resultater er, at lægerne har medindflydelse på driften, styringen og udviklingen af almen praksis. Det giver stort engagement hos lægerne, og er en væsentlig forklaring på, at lægerne gennem årtier har taget medansvar og ejerskab til løsninger af sundhedsvæsenets store udfordringer. Den indflydelse vil regionerne nu pludselig med et pennestrøg fratage lægerne.
Lægerne ikke hørt
Anledningen er, at Rigsrevisionen for et par måneder siden kom med en beretning om bl.a. almen praksis, som kritiserer regionernes styring af området. Rigsrevisionens hovedkonklusion er, at de praktiserende lægers medindflydelse på styringen og udviklingen af almen praksis forhindrer en hensigtsmæssig udvikling. Regionerne skal have mere magt, de praktiserende læger mindre. Beretningen kom meget belejligt for regionerne og gav dem et alibi for - i de nu kuldsejlede overenskomstforhandlinger - at kræve overtagelse af driften, styringen og udviklingen af almen praksis.
Beretningen er udarbejdet på baggrund af Rigsrevisionens meget tætte kontakter med regionerne, hvilket Rigsrevisionen heller ikke lægger skjul på, idet der adskillige steder refereres til oplysninger og udtalelser fra regionerne. På trods af Praktiserende Lægers Organisations (PLO) mangeårige medansvar for at udvikle en velfungerende almen praksissektor blev vi ikke inddraget i processen.
Der er ingen tvivl om, at Rigsrevisionen ville have fået et mere nuanceret billede af sektoren, hvis de praktiserende læger var blevet medinddraget. Eksempelvis har regionerne fordrejet fakta over for Rigsrevisionen om, hvordan samarbejdet mellem regionerne og lægerne konkret fungerer, idet de f. eks. har påstået, at lægerne ikke vil medvirke til en hensigtsmæssig praksisplanlægning.
Der er naturligvis også fornuftige forslag i Rigsrevisionens rapport, og dem har vi fra starten erklæret os indstillet på at drøfte. Noget af det, Rigsrevisionen anbefaler, er f. eks. at stramme op på kontrolprocedurerne og sagsbehandlingen i samarbejdsudvalgssystemet. Og vi medvirker gerne til, at regionerne får øget indblik i almen praksis' virksomhed.
Svag dokumentation
Men vi mener, at dokumentationen i beretningen svigter på helt centrale områder: For det første når Rigsrevisionen mere end antyder, at de praktiserende læger står i vejen for en ensartet lægedækning i landet, hvorfor regionerne skal have mere magt.
Beretningen dokumenterer ikke påstanden, og regionerne har heller ikke været i stand til at fremlægge eksempler på, at PLO har blokeret for hensigtsmæssige løsninger på lægemanglen. Vi har oven i købet foreslået, at regionerne opretter et tværgående regionalt udvalg, der uden om lægerne kan bestemme, hvor mange og hvor i landet nye læger skal nedsætte sig.
For det andet når Rigsrevisionen kritiserer de praktiserende læger for ikke at ville give sundhedsmyndighederne andel i produktivitetsgevinsterne i almen praksis. Påstanden er forkert, og vi har med henvisning til den seneste overenskomst dokumenteret, hvordan almen praksis har været underlagt de samme produktivitetsbetingelser som alle andre i samfundet. Vi kan dokumentere, at produktivitetsgevinsterne de sidste mange år er kommet patienter og regioner til gode.
For det tredje når Rigsrevisionen påstår, at regionerne ikke kan føre effektiv kontrol med de praktiserende læger på grund af lægernes medindflydelse på styringen og udviklingen af almen praksis. Påstanden er alene baseret på holdningstilkendegivelser fra regionerne og kan ikke dokumenteres.
Endelig er det selvfølgelig også bekymrende, at der i øjeblikket foregår en intens diskussion mellem regionerne og Rigsrevisionen om sandhedsværdien af de økonomital, der indgår i Rigsrevisionens beretning.
De praktiserende læger ønsker at medvirke aktivt til at gøre en god sektor endnu bedre, men Rigsrevisionens beretning er et alt for unuanceret grundlag til at træffe vidtrækkende beslutninger om almen praksis' fremtid på.
