Rudersdal runder 20.000 digitale frontløbere

28/11/2011 14:04

Nick Allentoft

Borgere og medarbejdere i Rudersdal er helt i front, når det gælder digital dialog. I løbet af blot to år har 20.000 oprettet deres personlige Min Rude på nettet.

Min Rude er et personligt digitalt univers for alle Rudersdalborgere og -medarbejdere, der automatisk tilpasser sig den enkelte bruger. På den måde får brugeren af Min Rude netop de oplysninger og muligheder, der er relevante for den enkelte. Og mulighederne i Min Rude udvikler sig hele tiden.

Konstant fokus

”Vores ambitionsniveau for Min Rude er tårnhøjt. De mange brugere viser, at vi har fat i noget rigtigt, og det giver os endnu mere lyst til at præsentere borgerne for de spændende digitale nyheder, som vi i øjeblikket er ved at lægge sidste hånd på”, fortæller borgmester Erik Fabrin, der sammen med kommunalbestyrelsen har været med til at sætte digitalisering højt på dagsordenen i Rudersdal Kommune.

Blandt fokusområderne for 2012 er bl.a. en langt mere avanceret mobil adgang til Min Rude og udvikling af digital dialog med pårørende til borgere på kommunens bosteder. Og så sætter Rudersdal Kommune i 2012 fokus på en markant omlægning fra fysiske breve til digital kommunikation.

Da breve mellem borger og kommune typisk indeholder personfølsomme oplysninger, må de ikke sendes med almindelig e-mail. Alle borgere, der benytter Min Rude, har en sikker digital postkasse, kaldet NemPost, og kommunens mål er, at mindst 30 % af den fysiske post i 2012 skal erstattes af digital dialog.

”Et fysisk brev koster mindst 15 kr. i porto, papir og håndtering, og vi sender hver måned flere tusinde breve ud. Så det økonomiske potentiale i digitalisering af brevkommunikationen er rigtig stort”, siger borgmester Erik Fabrin, der håber og tror, at borgerne vil tage godt imod de nye tiltag.

”Vi har de sidste år haft et konstant fokus på digitalisering som et centralt redskab i arbejdet med at effektivisere og forbedre den måde, vi arbejder på i organisationen og den måde, vi betjener borgerne på. Intelligent digital service er et af de områder, hvor det faktisk er muligt at få bedre borgerbetjening og færre ressourcer til at gå op i en højere enhed, og det går vi målrettet efter”, slutter Erik Fabrin.

Mest Læste

Annonce