Sæt strøm til velfærden

En enkel, effektiv og sammenhængende offentlig sektor, debatpjece om den nye fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2011-2015. En ny debatpjece stiller skarpt på, hvordan vi får mere ud af de digitale muligheder og udnytter Danmarks digitale forspring. Bag pjecen står KL, Danske Regioner og regeringen.

De seneste ti års erfaringer viser, at digitalisering er et af de væsentligste værktøjer i bestræbelserne på at forny og effektivisere den offentlige sektor til gavn for danske borgere og virksomheder.

Regeringen, kommunerne og regionerne arbejder derfor sammen om i foråret 2011 at lancere en ambitiøs fællesoffentlig digitaliseringsstrategi for 2011-2015.

Denne pjece rejser en række spørgsmål om forskellige valg, vi skal træffe, og veje vi kan gå i arbejdet med at formulere denne strategi. Valg der er nødvendige for, at vi kan finde et fællesoffentligt svar på, hvordan digitalisering kan bidrage til at overkomme de betydelige udfordringer, den offentlige sektor står overfor i de kommende år.

Man behøver ikke være it-nørd for at have oplevet, at digitalisering og ny teknologi de seneste år har forandret vores samfund med meget høj hastighed. Det gælder den måde vi kommunikerer med hinanden på, hvor fx Facebook, YouTube og Skype på få år har ændret mange danskeres hverdag. Og det gælder virksomhedernes måde at arbejde på, hvor it skaber vækst, innovation og nye arbejdspladser.

De teknologiske muligheder fordrer, at vi spørger os selv, om velfærden på mange områder kan leveres smartere end i dag?

I den offentlige sektor er digitalisering således ved at forny og forbedre den måde, vi arbejder på – og måske snart ved at redefinere den service og velfærd, der leveres til borgere og virksomheder.

Debatpjecen undersøger, hvordan digitalisering kan få skattekronerne til at række længere, udvikle velfærden og gøre hverdagen lettere for brugerne. Pjecen tager også fat på dilemmaer og udfordringer om digitalisering ved at stille spørgsmål som: Hvad betyder digitalisering og ny teknologi for måden, vi opfatter offentlig service? Skal det offentlige lukke for papirbaseret kommunikation med borgerne? Hvordan kan it løfte fagligheden i folkeskolen?

Sammen med politiske temadrøftelser i februar og marts 2011 skal pjecen skabe debat og give indspark til arbejdet med en ny ambitiøs fællesoffentlig digitaliseringsstrategi for 2011-2015.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen mener, det kræver en kulturændring at udnytte potentialet ved digitalisering helt og fuldt:

”Vi skal udnytte de teknologiske muligheder endnu bedre til at effektivisere den offentlige sektor, sådan at der frigøres penge til varig velfærd. Jeg forventer, den kommende fællesoffentlige digitaliseringsstrategi vil pege på, at der er et potentiale i milliardklassen. Samtidig vil en øget digitalisering også betyde mere moderne og fleksibel offentlig service. Det vil på nogle måder kræve en mental omstilling af, hvordan vi leverer og forstår velfærd, da vi skal gøre op med rygmarvsreaktionen om, at god service er lig fysisk service.”

Formand for KL Jan Trøjborg udtaler:

"Kommunerne kan meget – og gør meget – på det digitale område. Kommunerne har sluttet op om en fælleskommunal digitaliseringsstrategi, som peger på økonomiske muligheder og omlægninger på velfærdsområderne på op imod 2 mia. kr. En del af denne gevinst kan realiseres ved at flytte borgerne over på nettet via selvbetjeningsløsninger i stedet for fremmøde, breve og telefonsamtaler. Det er vigtigt for os at komme ind i et langtidsholdbart samarbejde med staten, baseret på klare og fælles forudsætninger. Den fælleskommunale digitaliseringsstrategi bidrager til et stærkt, fællesoffentligt samarbejde, der har høj prioritet i KL og i kommunerne.”

Formand for Danske Regioner Bent Hansen udtaler:

"Danskerne skal have mere sundhed for pengene, og med den kommende digitaliseringsstrategi vil vi fortsat bidrage til den positive udvikling sundhedsvæsenet er inde i. I regionerne tænker vi de digitale muligheder ind i behandlingen, og vi klæder patienten på til at være en aktiv og oplyst medspiller i sit behandlingsforløb – for eksempel ved at have adgang til sine journaloplysninger, og i visse tilfælde ved at blive behandlet i eget hjem ved hjælp af telemedicinske løsninger. Samtidig skal vi sørge for, at medarbejderne har de it-redskaber, der er så vigtige for at give den rigtige behandling."

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen udtaler:

”Vi skal anvende teknologien til at skabe sammenhængende og fleksible løsninger for borgere og virksomheder. Digitaliseringen vil både bidrage til at effektivisere den offentlige sektor, og samtidig give borgerne lettere adgang til de offentlige tilbud i en travl hverdag. Digitalisering gør det muligt at nå dette mål samtidig med, at vi skaber vækst og innovation i den private sektor.”

Hent debatpjecen her

DenOffentlige.dk på DenOffentlige.dk Bliv medlem af DenOffentlige og vær med til at skabe debatten, dele viden og fremme en god udvikling i samfundet....
Aktivitet: Artikler: 1359 | Events: 31 | Kompetenceområder: 5

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer