Skole for alle i 200 år – jubilæum 1814-2014

04/10/2012 14:27

Ministeriet for Børn og Undervisning

I 2014 er det 200 år siden, at der blev indført undervisningspligt for alle børn i Danmark. Det bliver markeret med et stort jubilæum, som H.K.H. Kronprinsesse Mary bliver protektor for. Allerede nu skal en jubilæumsstyregruppe i gang med planlægningen.

I 1814 underskrev Kong Frederik den 6. en række såkaldte anordninger, der fastslog undervisningspligten for alle danske børn. Dermed fik Danmark et skolesystem, hvor staten skulle sørge for undervisning for jævne folks børn i den såkaldte almueskole, der blev forløberen for den folkeskole, vi kender i dag.

I 2014 fejres 200-året for undervisningspligten i Danmark med et stort jubilæum, som H.K.H. Kronprinsesse Mary bliver protektor for. Men forberedelserne er allerede i gang.

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini har nedsat en jubilæumsstyregruppe for ”Skole i 200 år”, som skal i gang med at forberede jubilæet. Styregruppen har det overordnede ansvar for jubilæet, der organiseres af et jubilæumssekretariat. Sekretariatet skal organisere en række aktiviteter, der sætter fokus på skolens fortid, nutid og fremtid med blandt andet et gratis og digitalt undervisningsmateriale, udstillinger og happenings.

”I 2014 har Danmark haft 200 år med undervisningspligt for alle børn. Det er værd at fejre. Både for at markere den betydning, som det har haft for samfundet historisk set, og for at markere, hvor vigtig skolen fortsat er. Vi skal hele tiden udvikle skolen, så vi giver alle børn de bedst mulige forudsætninger for at klare sig godt senere i livet. Jeg glæder mig meget til at samarbejde både med H.K.H. Kronprinsesse Mary og med jubilæumsstyregruppen om at forberede fejringen af skolen,” siger Christine Antorini.

Medlemmer i jubilæumsstyregruppen

- Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (formand)
- Professor Jørn Lund
- Tidligere undervisningsminister Bertel Haarder, MF Venstre
- Formand for DLF, Anders Bondo Christensen
- Rektor Stefan Hermann, Professionshøjskolen Metropol
- Direktør i Golden Days, Ulla Birk Tofte
- Overborgmester Frank Jensen, Københavns Kommune
- Skoleleder Kari Jørgensen, Helsingør Skole
- Formand for Danske Skoleelever, Vera Rosenbeck

- Professor mso Ning de Coninck-Smith

Sekretariatet for ”Skole i 200 år”

Samtidig med jubilæumsstyregruppen er der nedsat et jubilæumssekretariat, som skal organisere fejringen af skolens 200 års fødselsdag. Sekretariatet skal blandt andet producere undervisningsmateriale og søge fondsmidler til finansiering af jubilæets aktiviteter.

Sekretariatet er finansieret af Institut for Uddannelse og Pædagogik (Aarhus Universitet), Danmarks Pædagogiske Bibliotek og Ministeriet for Børn og Undervisning. 

Mest Læste

Annonce